Det Kongelige Bibliotek har mere end fem millioner luftfotografier fra Danmark, men det er sparsomt med viden om motivet på hvert enkelt billede.
Man kender flyets rute, og ved hvornår billedet er taget, men man ved ikke præcist, hvor det er taget, eller hvad det forestiller. Med hjælp fra brugerne er det Kongelige Bibliotek nu blevet meget klogere på de mange billeder.
Den 20. september 2012 åbnede Det Kongelige Bibliotek den nye internetportal ”Danmark set fra luften” med luftfotos fra tiden før Google Earth lagde satellitbilleder ud på nettet.
Efter 1,5 måned var godt halvdelen af billederne placeret – også kaldet geotagget, og biblioteket har fået masser af oplysninger om motiverne. Det forøger samlingernes værdi og brugbarhed.
Det Kongelige Bibliotek har nu lagt yderligere godt 1.000 luftfotos ud og til nytår kommer yderligere ca. 60.000 luftfotos. De regner med at have lagt alle deres 240.000 luftfotos over Fyn på nettet i løbet af det kommende halve år.
Biblioteket håber brugerne vil fortsætte med at hjælpe. Sideløbende er de gået i gang med at undersøge mulighederne for at finde sponsorer og fonde, der vil hjælpe med at kunne lægge luftfotografier fra resten af Danmark på nettet.
Læs også på Videnskab.dk