KORT NYT FRA DANMARK:
Koncentrationen af det euforiserende rusmiddel THC i hash er tredoblet på 20 år.
Det viser analyser, som er foretaget af de tre retskemiske afdelinger i Danmark og bearbejdet af Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet.
Årsagen kan være systematisk forædling af cannabisplanterne, som blandt andet bliver dyrket på danske skunkfarme. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Hashen er beslaglagt af politiet i landets tre største byer, og hver måned året igennem har de retskemiske afdelinger analyseret udvalgte hashprøver fra byerne. Det giver et overordnet billede af, hvilken type hash, der forhandles på gadeplan i Danmark. Det siger Christian Lindholst, leder ved Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet.
Blandt fagfolk er kvaliteten i hash lig med indholdet af det psykoaktive stof THC.
De danske hashprøver indsamlet i 2014 har et gennemsnitligt indhold på 28 procent THC. Den hidtil største undersøgelse af dansk hash er fra 1992, hvor kvaliteten blev målt til otte procent.
Sammenlignet med prøver fra perioden 2000-2011, hvor indholdet af THC varierede mellem 8 og 13 procent, er der nu tale om en bemærkelsesværdig høj kvalitet, ifølge Christian Lindholst.
»Hash har som produkt forandret sig markant på bare få år. Det er en tendens, vi ser i Europa. Svenske og Hollandske undersøgelser beskriver en tilsvarende kraftig stigning i hashkvaliteten«, siger Christian Lindholst i en pressemeddelelse.
Målingen er publiceret i Sundhedsstyrelsens årlige narkotikarapport, der bliver offentliggjort 18. november.
Læs også:
Dansk rapport: Her er konsekvenserne af hashrygning
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams