For bare to år siden var det ren teori: Hvordan lagrer man solvarme i en kemisk opløsning og slipper den fri igen på et valgt tidspunkt? Princippet kaldes for en termokemisk proces og blev især udforsket i 1980’erne, uden at der kom en egentlig løsning, skriver ing.dk.
Men nu har den danske forsker Kasper Moth-Poulsen og hans kolleger fra Chalmers Universitet i Gøteborg og Berkeley i Californien omsat den teori, som forskere fra MIT for to år siden publicerede, til et konkret eksempel:
»Vi er netop lykkedes med at fremstille det første demonstrationssystem, der kan gemme solenergi i kemiske bindinger og senere frigive energien i form af varme,« fortæller Kasper Moth-Poulsen. Kernen i systemet er et designet molekyle, som har de egenskaber, MIT-forskerne for to år siden kom frem til.
Princippet fungerer – også i praksis
Selve enhed består af seks kvadratcentimeter solfanger med en væske, hvor molekylet er opløst i, en katalytisk reaktor, hvor varmen frigøres, en varmeveksler og et mikrofluidt system, som forbinder de tre komponenter. I solfangeren vil molekylet – på grund af sollyset – ændre struktur. Ved hjælp at katalysatoren kan molekylet bringes tilbage til det oprindelige stadie og i den proces frigøre varme. Systemet er fuldt reversibelt og kan derfor genanvendes mange gange.
Forskerne har altså vist, at princippet fungerer:
»Men vi er endnu på et meget tidligt stadie i udviklingen,« forklarer Kasper Moth-Poulsen. For eksempel har det kun været muligt at opnå en temperaturstigning på én grad, og forskerne har kun opnået en virkningsgrad for hele systemet på 0,01 procent:
»Men ud fra vores teoretiske beregninger kan vi – med de materialer og den viden vi har i dag – komme helt op på 8,8 procent i virkningsgrad og en temperaturstigning på 23 grader,« fortæller han.
Dermed kan systemet sammenlignes med nogle af de eksisterende metoder til at hente energi ud af sollyset, for eksempel polymere solceller, hvor bedste virkningsgrad i dag ligger under 10 procent. Som en ekstra fordel kan molekylet transporteres og gemmes i årevis uden tab, da al varmen er bundet i en stabil kemisk forbindelse.
