Ny dansk forskning viser, at handicappede kan genoptrænes med spil, der kræver fysisk aktivitet.
Professor Tony Brooks ved Aalborg Universitet Esbjerg og reumatolog Hans-Jacob Haga har gennemført et forskningsprojekt, hvor genoptræning med computerspil har hjulpet delvist lammede og lindret smerterne hos patienter, der lider af fibromyalgi (diffuse smerter i musklerne).
Netop nu er Tony Brooks i gang med et udvidet forsøg, hvor 18 fibromyalgi-patienter styrer de interaktive spil ved at bruge armene og hele kroppen.
»Specielt den høje grad af motivation som legeelementet tilføjer, har gjort, at patienterne er nået meget længere end ved et traditionelt genoptræningsforløb,« fortæller Tony Brooks, der er en af pionererne inden for brug af spil og virtual reality til rehabilitering, i en pressemeddelelse.































