Spil som Counter-Strike og Medal of Honor gør unge mænd hurtigere til at opfatte synsindtryk. Det viser en undersøgelse foretaget af en lille gruppe forskere på Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Computerspillene er af den type, der kræver stor visuel opmærksomhed, hvis man gerne vil ’overleve’.
Forskerne testede en række unge mænd i alderen 16-18 år, som enten spillede computer dagligt, en gang i mellem eller næsten aldrig. Forskerne fandt ud af, at trænede computerspillere bearbejder synsindtryk hurtigere i korttidshukommelsen.
»Dette fund har betydning for fremtidig udvikling af bl.a. computerbaseret træning af den visuelle opfattelsesevne herunder korttidshukommelsen både hos raske og hjerneskadede individer,« udtaler forsker Inge Wilms.
Studiet underbygger en række andre studier, der har påvist at actionfulde computerspil forbedrer synsopfattelsen.
Forskningen er offentliggjort på websitet ScienceDirect.com