KORT NYT FRA UDLANDET:
For første gang nogensinde har forskere afdækket en masseudryddelse blandt bier, som fandt sted for 65 millioner år siden, altså samtidig med at dinosaurerne forsvandt fra Jordens overflade. Det skriver nyhedsmediet Science Daily.
Det internationale forskerhold bag undersøgelsen har været på et sandt pusespilsarbejde for at dokumentere den store bi-død. Man ved nemlig, at Jordens planter led hårdt i den periode, der kaldes KT-grænsen, hvor dinosaurerne også døde. Derfor regnede man også med, at bierne blev hårdt ramt – problemet er bare, at der ikke findes særlig mange bi-fossiler, skriver Science Daily.
For at komme uden om det problem har forskerne analyseret DNA sekvenser fra 230 forskellige arter af bier fra alle kontinenter på nær Antarktika. På den måde kunne forskerne få indsigt i de evolutionære forhold, altså hvordan bierne har udviklet sig gennem tiden, ifølge Science Daily.
Da forskerne kombinerede analyserne med bevarede bi-fossiler, tegnede der sig et tydeligt mønster af, at en massiv udryddelse havde fundet sted i perioden for omkring 65 millioner år siden.
Forskerne håber, at deres resultater, som netop er publiceret i tidsskriftet PLOS One, kan hjælpe os til at forstå, hvorfor bierne i vores tid står over for en nærliggende udryddelse.
Læs også:
Mystisk massedød blandt bier forklaret
Bier uden højre antenne kan ikke skelne ven fra fjende
Gamle bier har indlæringsproblemer
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ks