En lille pige fra Mississippi i USA er efter al sandsynlighed blevet helbredt for HIV – den virusinfektion, der kan føre til AIDS. Det skriver bbc.co.uk.
Få timer efter at hun blev født, fik hun traditionel HIV-medicin, fordi hendes inficerede mor havde smittet hende. Det ser ud til, at medicinen virkede over al forventning. Efter to et halvt år er den lille pige stadig smittefri.
»Det her beviser, at HIV-smittede spædbørn sandsynligvis kan blive helbredt,« siger Dr. Deborah Persaud fra Johns Hopkins University i Baltimore, der søndag præsenterede opdagelsen ved en konference om retrovira og opportunistiske infektioner i Atlanta, USA.
Opdagelsen betyder ikke, at vi nu kan kurere HIV. Men den kan bringe optimisme til HIV-forskere.
LÆS OGSÅ: Danske hiv-patienter har usikker sex