I Alken ved Skanderborg ligger skeletterne tæt i mosen. Mindst 200 er allerede gravet frem, og der ligger stadig mange tilbage.
En hel hær blev ofret i mosen omkring Kr. fødsel, og arkæologer og fagfolk fra Skanderborg Museum, Moesgård Museum og Aarhus Universitet er nu ved at klarlægge omstændighederne bag den voldsomme handling, skriver Aarhus Universitet.
Udgravningen er en opfølgning på det helt unikke fund fra 2009 af en ofret hær i mosen. Nu håber arkæologerne at kunne klarlægge så meget som muligt omkring de begivenheder, som førte til ofringen af flere hundrede krigere.
»Sidst vi gravede her, kunne vi se, at fundene stadig stak ud af jordvæggene i vores udgravning. Der er derfor heller ingen tvivl om, at udgravningen vil resultere i mange flere skeletter. Hvis vi er heldige, har vi kun set starten,« siger lektor i arkæologi Mads Kähler Holst fra Aarhus Universitet.
Læs også: Kan arkæologer grave pesten op?