KORT NYT FRA DANMARK:
Over hele landet modtager renseanlæg hver dag flere millioner liter spildevand fra blandt andet hospitaler og private husstande. Spildevandet indeholder både rester af antibiotika og en mænge forskellige sygdomsfremkaldende bakterier.
Derfor er det generelt antaget, at renseanlæggene er det idéelle sted for sygdomsfremkaldende bakterier at få nye resistensgener. Men nu viser ny forskning, at resistensen ikke optræder i bakterier udenfor anlæggene. Det skriver DTU i en pressemeddelelse.
»Spildevand indeholder mange tarmbakterier, som er velbeskrevet, så det var en overraskelse for os, at langt størstedelen af de resistensgener vi fandt i renseanlæggene er helt ukendte,« fortæller Christian Munck, der er post.doc ved DTU, i en pressemeddelelse.
Det viser sig også indenfor anlæggene, at resistensgenerne slet ikke optræder blandt de sygdomsfremkaldende bakterier.
»Dette tyder på, at størstedelen af de resistensgener vi finder i spildevandsanlæg findes i de særlige mikroorganismer, der er i stand til at overleve de specielle forhold i spildevandsanlæggene« siger professor på Aalborg Universitet Per Halkær Nielsen i pressemeddelelsen, og professor på DTU Morten Sommer tilføjer:
»Vores forskning viser, at renseanlæg indeholder et stort reservoir af gener, der kan gøre bakterier antibiotikaresistente, men at disse gener ikke optræder i sygdomsfremkaldende bakterier. Hvorvidt disse gener en dag kan optræde i sygdomsfremkaldende bakterier er svært at sige, men vi arbejder på at forstå de mekanismer, der er involveret i, at resistensgener kan bevæge sig fra ikke-sygdomsfremkaldende bakterier til sygdomsfremkaldende bakterier.«
Læs også:
Sådan kommer vi af med de multiresistente bakterier
Resistente bakterier kan sprede sig fra jorden
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams