KORT NYT FRA DANMARK:
850-900.000 europæere er hiv-smittede uden at vide det. Selvom mange er i kontakt med sundhedssystemet på grund af sygdomme, der relaterer til HIV, tilbydes de sjældent en HIV-test, viser ny forskning. Det skriver Rigshospitalet i en pressemeddelelse.
I alt er omkring 2,4 millioner europæere smittet med HIV, og 850-900.000 af dem, ved det ikke. Derfor kommer de alt for sent i behandling, og de når at være smittebærere i flere år, inden det opdages.
»Vores nyeste forskning dokumenterer, at omkring 54 % af de HIV-smittede i Europa kommer ind i behandlingssystemet alt for sent. Og de kommer kun ind, fordi de selv henvender sig, eller fordi de har så svære symptomer og er så åbenlyst syge, at de skal på hospitalet,« siger professor, dr.med. Jens Lundgren fra Klinik for Infektionsmedicin og Reumatologi på Rigshospitalet, i en pressemeddelselse.
»Derved har de levet op til 8-10 år med infektionen. I al den tid, har de kunnet smitte andre, og infektionen har desuden været hård ved deres helbred. Diagnosticeres de så sent, er deres immunsystem allerede under pres og deres chancer for at overleve markant lavere end ellers.«
Jens Lundgren står bag den nye forskning, der netop er udgivet i tidsskriftet PLOS Medicine
Problemstillingen tages op til en stor europæisk AIDS-kongres i denne uge.
Læs også:
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams