Omkring 300.000 danskere lider af en række sygdomme uden fysiske forklaringer. Halvdelen af dem kan ikke passe et arbejde og har en ringe livskvalitet.
»Disse mennesker har det virkelig dårligt, og det er helt forkert at tale om hysteri eller indbildt sygdom. De fylder utroligt meget i sundhedssystemet, fordi de bliver henvist fra specialist til specialist i én uendelighed,« siger professor og overlæge Per Fink fra Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser og Psykosomatik på Aarhus Universitetshospital om de hårdest ramte, som uanset lidelser er samlet under fællesbetegnelsen 'funktionelle lidelser'.































