Gigantisk vulkanudbrud fik verden til at gå under for 13.000 år siden

Det er en dejlig dag, og solen skinner på de knoldede brosten på gårdspladsen mellem herregårdsbygningerne ved Moesgaard Museum i Marselisborg lidt udenfor Aarhus.

Der blæser en frisk morgenluft fra bakken ovenfor, hvor det nye Moesgaard Museum bryder op af landskabet, nærmest som var det vippet frem med et kæmpe spadestik - en symbolik, arkitekterne fra Henning Larsens tegnestue har ramt flot for museet med arkæologernes fund.

Nedenfor bakken i herregården holder forskere og studerende til i de nyistandsatte, flotte, gamle længer.

»Det er fantastisk, ikke? Vi får gæster udefra, som simpelthen bliver slået omkuld af alt det her. Det er jo verdens fedeste arbejdsplads,« siger arkæolog Felix Riede ved Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier på Aarhus Universitet, hvor han netop er udnævnt til professor i miljøhumaniora og er leder for et stort forskningsprojekt kaldet 'the Laboratory for Past Disaster Science' (LaPaDiS).

»Det handler om fortidens klimakatastrofer, deres påvirkning på samfundene dengang, og hvad vi eventuelt kan lære af dem i forhold til nutidens og fremtidens udfordringer,« siger Felix Riede.

Den sidste store naturkatastrofe

I de fredelige omgivelser ledes tankerne ikke ligefrem hen på naturkatastrofer, men når blikket falder på titlerne af bøger og papirer i kontoret, træder ord som 'disaster' og 'volcanoes' frem.

På opslagstavlen hænger en børnetegning med lavaspruttende vulkaner, og de sidste 10 år har Felix Riede været optaget af specielt én vulkan nær Bonn i Tyskland:

Laacher See-vulkanen, som stadig er aktiv, eksploderede for ca. 13.000 år siden i et udbrud, der betegnes som Europas sidste virkelig store naturkatastrofe.

»Det var så voldsomt, at det kunne høres og mærkes over hele Europa, og der var mørkt midt på dagen i ugevis,« siger arkæologen Felix Riede.

Vulkanen udspyede en 20-40 km høj askesøjle og forseglede landskabet tværs gennem Europas kerne med et askelag, som i nærområdet var op til 50 meter tykt.

Med udgangspunkt i Laacher See-udbruddet arbejder Riede og kolleger på at afdække konsekvenserne for plante-, dyre- og menneskelivet i stenalderens jæger-samler-samfund.

Riede mener nemlig, at naturkatastrofer har spillet vigtig rolle for vores historie, og denne sommer har han været på jagt efter beviserne gennem udgravninger i Tyskland.

De første mennesker i Nordeuropa

Felix Riede kom på sporet af naturkatastrofer under sin ph.d., hvor han gjorde en opdagelse, der pegede på katastroferne som en vigtig aktør i menneskets europæiske historie.

»Jeg kan tydeligt huske dagen. Det var ligesom en af de her store aha-oplevelser - et Heureka! Moment,« siger Felix Riede.

Ph.d.-projektet ved Cambridge University i England handlede om, hvem der var de første rensdyrjægere, som fulgte dyreflokkene ind i det nyligt blotlagte nordeuropæiske landskab efter istiden.

Undervejs i projektet havde Riede nærstuderet de tidligste arkæologiske fund fra jæger-samlere og bl.a. en masse stenredskaber fra et ikonisk 'dansk' folk kaldet Brommekulturen.

Det folk kan man læse om i både lærebøger og populærvidenskabelige bøger, fordi de for 12.800 år siden skilte sig ud fra den jæger-samler kultur, der ellers levede i Europa.

Brommekulturen blev set som en kultur af hårdføre nordboere, der modstod de jæger-samlere, som ellers trængte frem over hele Europa - lidt ligesom den lille landsby af gæve gallere i 'Asterix og Obelix', som holder stand i mod romerne.

»Brommekulturen er en af de første regionale, ja, næsten lokale kulturgrupper, som arkæologerne definerer, og det er superspændende, at der skulle være sådan et fænomen heroppe i Sydskandinavien i en periode, hvor vi ellers har stort set nul regionalisering i Europa,« siger Felix Riede.

Teknologitab førte til 'stærke nordboere'

Men samtidig læste Riede en artikel af den amerikanske antropolog Joe Henrich, som på basis af studier fra Tasmanien systematiserede en gammel idé om, at kulturer kan gå ned af den teknologiske udviklingstrappe under visse omstændigheder.

Altså, at udviklingen ikke altid bevæger sig frem mod stadig smartere og mere avanceret teknologi, men også kan gå tilbage til simplere teknologiske stadier.

Kernen i hypotesen var, at kollektivets 'know-how' ofte var bundet op på enkelte 'håndværksmestre' og derfor var sårbart, hvis folket blev reduceret i antal, eller grupper spredtes og blev afskåret fra kontakt til andre grupper udefra.

Da Riede læste den hypotese, slog det ham, hvordan lige præcis en kæmpe naturkatastrofe som Laacher See-udbruddet et par århundreder før Brommekulturen både kunne have ødelagt livsbetingelserne for byttedyrene og have delt Europa, så jæger-samlergrupperne blev presset ud i periferien.

I det sydlige Skandinavien kunne man forestille sig, at nogle grupper søgte ly fra askenedfaldet, men samtidig var blevet så få, spredte og isolerede, at de ikke formåede at opretholde den avancerede teknologi, som de ellers havde med sig, og at de derfor mistede den på få generationer.

Kort sagt skiftede de bue og pil ud med det noget simplere kastetræspyd, der er korte spyd med tungere stenspidser, som slynges af sted med et kastetræ.

Hvis Riedes hypotese holdt vand, ville den give et helt andet billede af Brommekulturen end det enestående folk, som de var blevet udråbt til, og samtidig demonstrere, hvordan vi menneskers udvikling, som alle andre dyrs, er underlagt naturen, og ikke omvendt, at naturen blot er baggrundskulissen for menneskenes hersken.

Udgravninger skal teste idéen

De sidste 10 år har Riede forsket i Laacher See-udbruddets omfang og betydning i sen-istiden, og alle brikkerne passer ind i hans hypotese.

Det store vulkanudbrud har klædt landskabet langt ud over nærområdet i vulkansk aske af hårde pimpstenskrystaller og giftige kemikalier, som har haft en kraftig negativ effekt på miljøet og menneskenes byttedyr i mange årtier og mange hundrede kilometer væk fra selve vulkanen.

Nu er spørgsmålet, om man også kan se en kraftig negativ effekt på jæger-samler samfundene i årene efter udbruddet, altså, om menneskene vitterligt er blevet presset ud i periferien af Europa.

»Vi har udregnet lige præcis, hvor vi skulle have størst chance for at finde noget og satser på fire steder, der ser virkelig gode ud alle sammen,« siger Felix Riede om sommerens udgravningssteder.

Forskerne har fundet fire åbne huler, hvor, man ved, mennesker kan have holdt til, men som samtidig ikke er så dybe, at asken aldrig har fundet derind. Det betyder, at de forhåbentlig kan udgrave hulerne og følge menneskenes tilstedeværelse op gennem historien i de arkæologiske jordlag.

Når de så kommer til det tydelige og tykke askelag fra Laacher See-udbruddet, er det ganske enkelt et spørgsmål om, at der er masser af spor fra menneskene - stenredskaber, knogler og trækul - under vulkanlaget og ingen spor over laget før lang tid senere.

»Vi ved ikke, hvad vi kommer til at finde, men det er et scenarie, som vi tester med feltundersøgelsen,« siger Riede.

Brommekultur sluttede med en naturkatastrofe

Til gengæld ved forskerne, at enden på Brommekulturen sandsynligvis hænger nøje sammen med en anden naturkatastrofe.

Brommejægerne forsvandt allerede igen efter blot et par hundrede år under en af istidens sidste krampetrækninger.

Klimaet var varmet op i den såkaldte Allerødperiode, og jægerne i Sydskandinavien havde et temmeligt rart refugium med både elgsdyr, kæmpehjorte og rensdyr.

Men helt ovre på den anden side af Atlanten i Nordamerika ved The Great Lakes tømtes en gigantisk issø pludselig ud i Atlanterhavet, stort set på én gang.

Alt det iskolde ferskvand slukkede for Golfstrømmen i 1.000 år, hvorved klimaet i Skandinavien vendte tilbage til en bitterlig kold mini-istid.

Planterne, som kort forinden havde indtaget landskabet, bukkede under igen, dyrene forsvandt, og ingen har siden fundet spor af Brommekulturen.

Naturkatastrofer sker også i Europa

For Felix Riede er der ingen tvivl om, at naturkatastrofer har spillet en stor rolle i historien om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.

Og det er ikke kun vigtig viden om fortiden, men også med tanke på nutiden og fremtiden, fordi vi i Europa næsten har glemt de store naturkatastrofer som Laacher See-udbruddet.

»Naturkatastrofer de sker - også i Europa,« siger Felix Riede.

»Man kan tænke på det islandske udbrud Eyjafjallajökull i 2010-11, der blot var et lille, ordinært udbrud meget langt væk, men alligevel fik en omfattende effekt. Den type ting kommer til at ske igen og til at ske større og tættere på.«

Skal udforske fremtidsscenarier

Selvom det er stenalderen, Riede beskæftiger sig med, kan arkæologien hjælpe os med at forstå, både at store naturkatastrofer også kan ske i vores del af verden og til at forstå omfanget af dem.

Arkæologer og historikere er faktisk i færd med at opdage, eller måske snarere genopdage, den store rolle, miljøet har spillet for fortidens gang.

»Det er tankevækkende, at vi nu har kortlagt askenedfaldet fra Laacher See-udbruddet til at dække over 14 europæiske nutidige lande, og hvis noget lignende skete i dag, ville Europas kerne blive kraftigt påvirket - lufthavne ville lukke i uger eller måneder og den slags. Hvis man tog de økonomiske knudepunkter ud af ligningen, hvad ville der så ske?« spørger Riede.
Sådan et scenarie har han inviteret nogle af verdens førende forskerne til at tænke over til en konference på Moesgaard i oktober.