For første gang i 87 år har forskere opdaget en særlig art, som mange ellers troede var uddød.
Det skriver mediet Live Science.
Det gyldenfarvede, blinde dyr med navnet nordlig dværgguldmuldvarp (De Wintons Golden Mole / Cryptochloris wintoni) lever i nærmest utilgængelige huler, 'svømmer gennem sand’ og er kun tidligere set på Sydafrikas nordvestkyst. Derfor er det meget svært at få øje på arten.
Men efter en omfattende eftersøgning, hvor forskere tog mere end 100 jordprøver fra området i Sydafrika, var der gevinst. Det viser det nye studie, som er offentliggjort i tidsskriftet Biodiversity and Conservation.
»Vi var ret overbeviste om, at hvis nordlig dværgguldmuldvarp stadig var i miljøet, ville vi være i stand til at opdage den ved at finde og sekventere dens DNA,« fortæller studiets hovedforfatter, Samantha Mynhardt, konserverings-genetiker ved organisationen The Endangered Wildlife Trust, i en pressemeddelelse fra re:wild.
Efter at have analyseret jordprøverne for miljø-DNA, der er rester af DNA, som organismer efterlader sig i sine omgivelser, fandt forskerne beviser på, at der i området lever to almindelige arter af guldmuldvarpe samt den mere sjældne og truede art sydlig dværgguldmuldvarp (Van Zyls Golden Mole / Cryptochloris zyli).
DNA'et fra sydlig dværgguldmuldvarp har mange ligheder med den eftersøgte nordlig dværgguldmuldvarp, og det tog derfor forskerne et helt års arbejde, før de kunne bevise, at også nordlig dværgguldmuldvarp befandt sig i området og dermed stadig lever.

»Selvom mange mennesker tvivlede på, at nordlig dværgguldmuldvarp stadig var derude, havde jeg god tro på, at arten endnu ikke var uddød. Jeg var overbevist om, at det bare ville kræve den rigtige detektionsmetode, den rigtige timing og et team, der brænder for at finde det,« siger medforfatter Cobus Theron, programme manager for Endangered Wildlife Trust, i pressemeddelelsen.
Den lille, sjældne art af guldmuldvarp var en af 25 forsvundne dyre-, plante- og svampearter, som projektet Search for Lost Species har ledt efter. Siden 2017 har organisationerne bag projektet fundet frem til 11 af arterne.
\ Slægtskab
Guldmuldvarpe (familie Chrysochloridae, orden Afrosoricida) er et godt stykke slægtsmæssigt fra muldvarpe (familie Talpidae, orden Eulipotyphla).
Guldmuldvarpe er tættere beslægtet med (i samme orden som) tenrekkerne på Madagaskar og oddertenrekkerne i Afrika og herefter med sengierne (også kaldet elefantspidsmus) - se figur på Wikipedia.
Kilde: Mogens Trolle, zoolog ved Statens Naturhistoriske Museum
smb
































