Man vil mene, at en industri, der omsætter for 10 milliarder kroner årligt, bør have styr på, hvad de producerer.
Det har producenterne af sushi tang (nori) øjensynligt ikke.
Nori er nemlig ikke bare nori, som producenterne tror. Det er et ’tang-mix’ af nori og syv hidtil ukendte tang-slægte, som new zealandske forskere fra forsknings- og rådgivningsfirmaet NIWA netop har identificeret.
Den nye klassificering opdeler nori-tang i flere nyopdagede arter og slægte og placerer desuden den mest almindelige sushi-tang Porphyra yezoensis i en helt ny slægt med et nyt navn.
»Det videnskabelige navn for nori-tang er ændret. Det er ikke Porphyra mere. Vores resultater viser, at arten ikke hører under denne slægt,« fortæller en af forskerne bag det nye studie, ph.d. Wendy Nelson i en udtalelse til NIWA’s hjemmeside.
Rødalger kan ikke kendes fra hinanden
Opdagelsen overrasker dog ikke en dansk phykolog (alge-forsker):
»Når man kender lidt til rødalger, ved man, hvor svære de er at kende fra hinanden – faktisk er mange af dem helt identiske af udseende,« siger phykolog og lektor i miljøbiologi ved NSM på Roskilde Universitet Morten Foldager Pedersen.
Derfor er det først med molekylærbiologiske teknikker, at vi nu kan begynde at skelne arter fra hinanden, som vi tidligere har anset for at være én og samme art. Selvfølgelig må det også have været gældende for Porphyra-slægten.«
Sushi-tang får ny slægtsbetegnelser
Sushi-tang, eller nori, hørte indtil for nylig under slægten Porphyra. Men Porphyra er meget mere end blot Porphyra, viser den nye forskning.
Ved at analysere Porphyra-DNA fra hele verden fandt de new zealandske forskere ud af, at slægten rent faktisk dækkede over otte slægte og ikke blot én.
Derfor har forskerne lavet en ny klassificering af arterne, således at arter, der tidligere hørte under Porphyra-slægten, nu er spredt ud over slægtene Boreophyllum, Clymene, Fuscifolium, Lysithea, Miuraea, Pyropia, Wildemania og selvfølgelig Porphyra.
\ Fakta
Nori er betegnelsen for spiselige tangplanter inden for slægten Porphyra. Heriblandt er de mest nævneværdige P. yezoensis og P. tenera. Størstedelen af verdens produktion foregår i Japan. Billig nori er dog ofte fra Kina. Med den nye klassificering skal nori-betegnelsen formentlig ændres fra kun at indbefatte arter af slægten Porphyra til også at indbefatte tang fra andre slægte.
De to vigtigste nori-arter i sushi-sammenhæng – Porphyra tenera og Porphyra yezoensis – er efter de nye resultater ikke længere en del af Porphyra-slægten, men hører nu til den nydannede Pyropia-slægt.
I New Zealand, hvor forskerne kommer fra, er nori-tang på samme måde blevet spredt ud over 30 forskellige arter i fire forskellige slægte. Heraf har mange af arterne endnu ikke et videnskabeligt navn.
Af betydning for dyrkning af alger
Betydningen af den nye opdagelse peger i mange retninger.
Ved at give opdrættere kendskab til de reelle slægtsforhold mellem tang-arter, kan opdrætterne nu nemmere krydse forskellige arter i et forsøg på at danne nye arter med særlige egenskaber eller særligt indhold af specifikke næringsstoffer eller lignende.
Tidligere er krydsningsforsøg ofte faldet til jorden, fordi arter trods deres morfologiske lighed øjensynligt har været for fjernt beslægtede til at få afkom sammen.
Derfor kan produktionen af nori-tang få et boost af den nye opdagelse, vurderer Morten Foldager Pedersen:
»Der er jo nok nogle opdrættere, der til tider har oplevet, at deres produktion har været meget lav. Det kan måske forklares ved, at de uvidende har benyttet sig af alger fra forskellige slægte, der ikke har kunnet få afkom sammen. Det kan man forhindre i fremtiden,« siger han.
Alger giver et indblik i evolutionen
Morten Foldager Pedersen er desuden begejstret for det kig ind i evolutionen, som algerne giver.
»Normalt betragter vi evolutionen som noget, der har foregået for at bringe os hen til, hvor vi er i dag. Vi glemmer bare, at evolutionen foregår hele tiden, også netop nu. Rødalgerne er et eksempel på, at evolutionen foregår lige nu og her.«
»De forskellige slægte er stadig meget ens af udseende, men de er begyndt at bevæge sig fra hinanden. Om 100.000 år er de måske så forskellige af udseende, at man uden problemer vil kunne skelne dem,« siger Morten Foldager Pedersen.