Virussygdommen bluetongue overføres med mitter, små myg. Sygdommen er sjældent dødelig for kvæg, men kan forårsage stor produktionsnedgang.
I 2007 kom smitten første gang til Danmark. I 2008 blev 15 besætninger smittet.
På DTU Veterinærinstituttet arbejder man med kortlægning af mitternes udbredelse, blandt andet ved at lade dem klækkes i jordprøver fra forskellige dele af landet.
På den måde håber forskerne at klassificere forskellige områder efter, hvor stor risikoen er for smitte i det pågældende område og dermed kunne vaccinere mere målrettet i forbindelse med et udbrud af bluetongue.
Mitter under kontrol
Forskere på DTU Veterinærinstituttet har fokus på de mitter, der overfører smitten. Deres biologi og adfærd spiller en vigtig rolle for, hvordan sygdommen overføres. Af de 39 mittearter, man foreløbig har fundet i Danmark, er kun de ni under mistanke for at kunne overføre bluetongue.
»Mitterne lægger æg i fugtigt materiale, for eksempel vådområder eller bare fugtigt materiale,« forklarer Carsten Kirkeby, DTU Veterinærinstituttet.
»En af de arter, der er kendt for at overføre virus, yngler i hestepærer - mens andre yngler i kokasser eller svampe.«
Forskerne har indsamlet 400 jordprøver på fire forskellige gårde fordelt i hele landet. Jordprøverne er installeret i klækningsbeholdere, hvor de voksne mitter kan opsamles.
»På den måde kan vi få et indtryk af, hvilke områder mitterne klækker fra og kan klassificere forskellige områder efter, hvor stor risiko der er for, at der klækker mitter i det pågældende område,« siger Carsten Kirkeby.
»Da mitterne ikke flyver ret langt, er der nemlig noget, der tyder på, at den enkelte landmand så at sige selv producerer de mitter, der risikerer at smitte hans besætning.«
Global opvarmning spiller ind
Da mitterne ikke flyver ret langt, er der nemlig noget, der tyder på, at den enkelte landmand så at sige selv producerer de mitter, der risikerer at smitte hans besætning
Carsten Kirkeby
Bluetongue, der stammer fra Middelhavslandene, har siden 1998 bredt sig nordpå, formentlig på grund af global opvarmning, der giver både virus og mitter bedre levebetingelser. Bluetongue-virusset har efter forskernes mening udviklet sig, så det kan overleve i de mittearter, vi har her i landet.
»Den type bluetongue, der er observeret i Danmark, kaldes BVT-8,« fortæller Carsten Kirkeby.
»Og selv om der i 2008 blev udviklet en vaccine mod netop denne type, er der stadig 23 andre serotyper, der kan komme til landet. I Holland og Tyskland har man netop opdaget en ny type bluetongue virus - og i Frankrig er en tredje i færd med at brede sig nordpå. Målet med jordbundsforsøgene er at bidrage til at udvikle en smittemodel for hele landet, der gør det muligt at koncentrere vaccinationerne i de vigtigste områder på de vigtigste tidspunkter.
Nationalt referencelaboratorium
Carsten Kirkeby er ansat på DTU Veterinærinstituttets nationale referencelaboratorium for mitter, der blev oprettet i starten af 2008.
»Vi arbejder bl.a. med at definere den mittefri periode, som er den kolde tid på året, hvor mitterne ikke er aktive,« siger han.
»Det gør vi med 22 mittefælder rundt om i landet - når vi fanger de første mitter, ved vi, at den mittefri periode er forbi.«
Referencelaboratoriet giver oplysningerne videre til Fødevarestyrelsen, der har myndighedsansvaret for kontrolzoner og for vaccinationer. Derudover indberetter referencelaboratoriet mitte-fundene til det fælles europæiske Bluetongue-net, en webtjeneste med adgang til viden om bluetongue og eventuelle epidemier i de enkelte medlemslande.
Danmark er foregangsland
Tjenesten, der styres fra Italien, skal sikre udveksling af viden, bidrage til udvikling og kontrol af midler mod sygdommen, og muliggøre sikker transport af dyr. I EU er der derfor indført observationszoner og forbud mod at transportere kvæg uden for zonerne - medmindre kvæget er vaccineret, kan man ikke eksportere kvæg fra Danmark til ikke-inficerede lande i mitte-perioden.
»Vi er foregangsland i forbindelse med Bluetongue-Net,« siger Carsten Kirkeby.
»Vi er nemlig det første land, der har etableret et multifangst-rapportsystem, som dækker hele landet.«
Lavet i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet


































