Forsøget på at sætte spækhuggeren Keiko, kendt fra Befri Willy-filmene, fri i naturen, var dømt til at mislykkes. Han havde været i fangenskab for længe uden artsfæller og var for tæt knyttet til mennesker. Det konkluderer den danske biolog Malene Simon og medforfattere i en ny videnskabelig artikel publiceret i 'Marine Mammal Science'.
Malene Simon, der er bosat i Grønland og tilknyttet Grønlands Naturinstitut og ph.d.-studerende ved Biologisk Institut, Aarhus Universitet, fulgte Keiko gennem de sidste forsøg på at befri ham. Keiko døde i en Norsk fjord i 2003, ca. 26 år gammel, efter at man havde opgivet at sætte ham fri blandt vilde spækhuggere. Malene Simons undersøgelser viser med al tydelighed, at selvom vi mennesker føler os tiltrukket af tanken om at befri et vildt dyr fra mange års fangenskab, er det ikke nødvendigvis lykken for dyret.
»Vi mener, at det bedste for Keiko var den åbne indhegning i Norge, hvor han havde masser af plads og blev fodret og trænet af de mennesker, han var knyttet til,« siger Malene Simon.
\ Læs mere
Folkeligt pres for befrielse
Rapporten modsiger de udmeldinger, som organisationen Free Willy-Keiko Foundation kom med i 2003, hvor Keikos frisættelse blev betegnet som en succes. Projektet med at sætte Keiko fri blev sat i værk efter et stort folkeligt pres i kølvandet på Befri Willy-filmene i 1990'erne, og Free Willy-Keiko Foundation modtog store beløb fra hele verden til projektet. Keiko var indfanget ud for Island i 1979, ca. to år gammel, og han tilbragte herefter mange år i et delfinarium i Mexico i selskab med delfiner, men uden kontakt til sine artsfæller.
I 1993 blev han verdenskendt som spækhuggeren Willy i den første af tre film om en spækhugger, der sættes fri af fangenskab. I slutningen af 1990'erne blev der indledt et storstilet program for at forberede Keiko på et liv i det fri.
Han blev flyttet til Island, via USA, og trænet i at følge en båd ud på åbent hav. I 2002 var Malene Simon, der var i gang med sit specialestudie om vilde spækhuggere, med til at sætte radiosendere og måleudstyr på Keiko og behandle de indsamlede data. Keiko boede næsten en måned blandt de vilde spækhuggere i Island.
Den sociale adfærd manglede
Det viste sig, at selvom Keiko kom i nærheden af flokke af vilde spækhuggere, så manglede han den sociale adfærd til at blive en del af flokken, og han holdt sig i periferien. I august 2002 svømmede Keiko fra Island til Norge, og forskerne fulgte ham via satellit. Ved den norske kyst opsøgte han atter menneskeligt selskab, og forsøgene på at frisætte ham blev til sidst opgivet. Han tilbragte den sidste tid i en norsk fjord, hvor han blev fodret og tilset. At Keiko-projektet mislykkedes er dog ikke ensbetydende med at det aldrig kan lade sig gøre at sætte en hval fri efter fangenskab.
»Hvis Keiko havde været yngre og vant til at omgås andre spækhuggere i stedet for at være så knyttet til mennesker, var det muligvis lykkedes at give ham et nyt liv i den fri natur,« siger Malene Simon.
Penge til overvågnig er vigtigt
Ifølge hende er den vigtigste konklusion i rapporten imidlertid, at hvis den slags projekter skal være for dyrets bedste, skal der sættes penge af til overvågning, efter at det er sat fri, så man kan gribe ind, hvis det kommer i vanskelligheder.
»Uden de data, som vi fik ind via overvågningsudstyret på Keiko, ville vi ikke have været klar over, at han ikke fulgte et normalt adfærdsmønster i sine dyk efter føde,« siger Malene Simon.
»Hvis ikke der kan sættes tilstrækkelige ressourcer af til overvågning, kan det være bedre for dyrene fortsat at være i fangenskab.« Projektet med at befri Keiko kostede enorme summer og blev finansieret primært af donationer fra forskellige organisationer og fra offentligheden. I forbindelse med projektet fik Malene Simon stillet udstyr til rådighed for sit eget forskningsprojekt, og dermed kom nogle af pengene også de vilde spækhuggere til gode.
Lavet i samarbejde med Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet.
