Om forfatteren

Pinocchiofrø opdaget i Indonesien

Ny frøart opdaget i Indonesien har fået navnet Pinocchio, fordi dens næse vokser, når den kalder på andre.

Et internationalt hold af forskere havde slået lejr i Foja-bjergene i Indonesien, da en af dem, herpetologen Paul Oliver, pludselig fik øje på en frø - som denne lille fyr på billedet her, der sad på en pose ris.

Da forskerne kiggede nærmere på frøen, opdagede de, at det var en hidtil ukendt type af den langnæsede frø. Når frøen kalder, peger dens næse opad, mens næsen sænker sig, når frøen er mindre aktiv.

Verdens mindste kænguru

»Vi sad og spiste frokost,« fortæller ornitologen Chris Milensky til Telegraph og fortsætter:

»Oliver kiggede ned, her var den her lille frø på en pose ris, og det lykkedes ham at fange den.«

»Herpetologer [eksperter i slanger, firben og frøer, red.] har gode reflekser,« tilføjer Milensky.

Udover frøen, der hurtigt har fået navnet 'Pinocchio', har forskerne også opdaget verdens mindste kænguru, en stor ulden rotte og en gekko med gule øjne.

Uopdaget land

Foja-bjergene ligger på vestsiden af øen Ny Guinea og har været meget lidt besøgt af videnskabsfolk gennem årene. Dette førte til, at miljøgruppen 'Conservation International' med støtte fra National Geographic Society og Smithsonian Institution begyndte at udforske området.

»Imens dyr og planter bliver udryddet over hele kloden i en grad, man ikke har set i millioner af år, er opdagelsen af disse helt fantastiske nye livsformer kærkomne gode nyheder,« siger Brucer Beehler fra Conservation International til Scientific American.

Opdagelsen af frøen og de andre nye dyrearter fandt sted på en ekspedition i 2008. Ekspeditionens resultater blev offentliggjort i går.

Se billeder af Pinocchiofrøen og de andre nye dyrearter her.

Annonce: