Slanger, firben, skildpadder, frøer og salamandere er blandt de 287 arter, som forskere fra UC Berkeley har fundet i Manu Nationalpark i Peru.
Der er helt præcist tale om 155 amfibiearter og 132 reptiler, og det gør nationalparken til det mest mangfoldige område i verden. Parkens klima rangerer fra Amazonas regnskove til tågeskov langs Andesbjergene.
Den tidligere rekord havde Yasuni Nationalpark i Ecuador, hvor der var talt 150 amfibier og 121 reptiler i år 2010.
I deres søgen efter nye arter, har forskerne blandt andet fundet et havfirben i Potamites–slægten og en pygmæ-frø (Noblella pygmaea). Frøen er så lille, at den kan sidde på en fingerspids, og den er en af verdens mindste amfibier, skriver Livescience.
Olie- og gasboringer påvirker området
Forskerne er selv nede på alle fire for at lede efter de forskellige arter og tage prøver fra dem. Når prøverne fra Peru kommer tilbage til universitetet, bliver deres fund blandt andet brugt til at måle kropslængden samt de forskellige kropsdele, for at finde ud af hvilke arter der er nye, og hvilke arter der allerede er kendt.
Forskerne foretager også DNA-analyser af et lille stykke af dyrenes lever, så de kan se, præcis hvilke arter de har fundet forskellige steder i parken.
Der er dog ydre faktorer, der truer områdets fortsatte mangfoldighed: Den peruvianske regering har givet internationale firmaer tilladelse til at lave olie- og gasboringer, og det påvirker 'biodiversitets-hotspotet'.
Rudolf von May, postdoc fra UC Berkeleys museum for hvirveldyrszoologi, er en af forskerne i projektet, og han håber at få gjort opmærksom på, hvor vigtigt området er, så mennesker ikke ødelægger livet i parken.
»Vi synes, det er vigtigt at holde status eller registrere de arter, der lever her, for hvis folk ved, hvor mangfoldige disse områder er, vil de høre efter og sige 'Okay, det her er værd at bevare',« siger Rudolf von May i videoen herover, hvor du blandt andet kan se billeder af nogle af arterne.






























