I en livløs ørken af støv og klipper skyder gejseren det kogende vand mod himlen og gør de omkringliggende sten våde. I den stadig unge jords varme atmosfære fordamper dråberne let, til det næste skyl atter fylder pytterne. 

Igen og igen sprøjter vandet. I en cyklus bliver stenene våde og så tørre igen, til noget begynder at tage form. En lille, mikroskopisk genstand, der ligger sammenfiltret i sig selv. Men hvor der før var én, er der nu to. Så fire og snart endnu flere. 

En voksende gruppe RNA-molekyler formerer og muterer sig. For første gang opstår darwinistisk evolution på Jorden.

Sådan kan livets begyndelse muligvis have set ud: Ikke i de mørke dybder på havets bund, men skudt ud af jorden og samlet i pytter.

I hvert fald hvis man skal tro en teori, der er kommet frem de seneste år, og som er et alternativ til de gængse forklaringer på livets opståen. 

I et studie på Københavns Universitet har to forskere kastet sig over denne teori, kendt som wet-dry teorien, for at gøre os klogere på, om det i virkeligheden er omkring landjordens gejsere, livet har sin vugge - og ikke ved gejserne på havets bund, som lærebøgerne fortæller i dag. 

I pytterne formedes polymererne

Teorien går i sin enkelthed ud på, at pytterne omkring gejsere i en cyklus er blevet gjort våde og er tørret ud. 

Dette har lavet gunstige forhold for udformningen af de første grundlæggende kemiske forbindelser, der er nødvendige for liv. Herfra kunne livet udvikle sig.

Eller rettere: I processen er opstået gunstige forhold for syntesen (sammensætningen) af polymerer - lange kæder af sammensatte molekyler.

Mange molekyler, der spiller en vigtig rolle for det, vi kalder liv, er polymerer. Proteiner er blandt andet polymerer. Også DNA og RNA er polymerer, da de består af lange kæder af nukleotider. Disse nukleotider bestemmer, hvordan din krop, eller enhver anden levende organisme, skal bygges og fungerer.

I det nye studie har forskerne lavet et eksperiment for at undersøge, om RNA-polymerer kunne samles under forhold, der kunne have været gældende omkring gejsere på Jorden i sine spæde år.

Byggeklodserne finder sammen

Forsøget bestod at et relativt simpelt setup: Sprøjt blandinger af vand og nukleotider, RNA’s byggeklodser, på en stenplade, og lad det tørre. Gentag et antal gange og se, om nukleotiderne finder sammen og danner polymerer.

Forskerne lavede forsøget to gange i henholdsvis 20 og 80 grader celcius. 

Ved første forsøg ved 20 grader observerede forskerne, at »uregelmæssige snorlige pletter og krystaltråde« blev formet. Et, ifølge forskerne, ikke videre interessant resultat. 

Til gengæld skete der noget spændende ved 80 grader: Her fandt nukleotiderne sammen i, hvad der lignede »sande polymerer«, skriver forskerne i studiet. 

Nukleotiderne lå altså ikke længere hulter til bulter, som de var sprøjtet ud på pladen, men var fundet sammen i lange kæder.

»Det viser, at hvis vi har de rigtige betingelser, så kan polymerer opstå ud af ingenting,« siger Tue Hassenkam, der er fysiker, lektor på Københavns Universitet og en af de to forskere bag studiet.

»Og ikke bare det. De bliver til længder, der svarer til genetisk kode; flere tusinder af basepar, der kan bruges til noget. De kan umiddelbart godt betegnes som RNA,« fortæller han. 

Til venstre ses forskellige nukleotid-kombinationer efter tre våd-tør cyklusser ved 20 grader. Til højre ses samme forsøg ved 80 grader. For alle nukleotid-mixturerne stod det her klart, at polymerer havde formet sig, skriver forskerne. Der skal en milliard nanometre (nm) til en meter. (Billeder: Tue Hassenkam, David Dreamer) 

Mangler dobbelttjek 

Studiet ser godt og veludført ud, vurderer Kai Finster, der er professor i mikrobiologi på Aarhus Universitet, og som ikke har været involveret i forskningen.

Han efterspørger dog en yderligere måling, der kan bekræfte, at det faktisk er RNA-strenge, der har formet sig på forskernes stenplader, fortæller han til Videnskab.dk.

I forsøget brugte Tue Hassenkam og hans kollega, David Dreamer, måleudstyr, der måler topografien på stenpladens overflade ned til enkelte atomer - se billede herover. Dermed kan det fortælle, hvor tæt nukleotiderne sidder i forhold til hinanden. 

»Målingen er pålidelig, men jeg ville foretrække, hvis man også havde gennemført en mere direkte måling, hvor man fik strengene væk fra overfladen og ved hjælp af en kemisk metode viste, at det faktisk er RNA-strenge, der blev dannet,« siger Kai Finster.

»Jeg synes, det er vigtigt, at man dobbelttjekker det. Især hvis man har et resultat, der kunne være banebrydende.«  

Endnu ikke klar til lærebøgerne 

Der skal mere forskning til, før man kan være sikker på, at wet-dry teorien kan forklare livets oprindelse, er forskerne enige om. 

For det første, skal der findes en forklaring på, hvordan nukleotiderne bliver blandet ind i vandet fra gejserne på den tidlige jord, fortæller Kai Finster.

Nukleotider kan opstå naturligt. Blandt andet skrev Videnskab.dk for nyligt om, at man nu har fundet samtlige typer nukleotider på meteorer fra det ydre rum. 

»Men det er meget langt fra de koncentrationer, der er blevet brugt i forsøget,« fortæller professoren.  

Billedet her viser, hvor simpelt forsøget egentlig var, fortæller Tue Hassenkam: En lille skive med en vanddråbe med nukleotid-mixturer på. (Billede: Tue Hassenkam) 

Tue Hassenkam er enig i, at der umiddelbart ikke er nogen god forklaring på, hvordan en stor koncentration af nukleotider skulle havne i gejserne. 

Men han tilføjer, at formålet med studiet heller aldrig har været at bevise teorien en gang for alle, hvilket forskerne nok heller aldrig kommer til. 

»Formålet med studiet var at vise, at livet kan opstå uden det store hokus pokus. De her polymerer opstår ud fra en utrolig simpel metode - tre fugtninger og tørringer var alt, der skulle til. Så stod vi med noget, der havde potentialet til at starte liv,« fortæller han.

Kunne give opskriften på liv

Skulle dry-wet teorien vise sig at holde stik, vil implikationerne ifølge Tue Hassenkam være enorme. 

»Det ville være voldsomt forstået på den måde, at hvis man kan starte en darwinistisk evolution i laboratoriet, så har man startet liv. Udover de filosofiske spørgsmål, det ville rejse, ville det også have stor betydning for blandt andet lægevidenskaben. Meget medicin kommer for eksempel fra bakterier, som vi påvirker på en eller anden måde. Tænk, hvis vi kunne forme bakterierne selv helt fra bunden,« siger fysikeren. 

Det ville også hjælpe os med at finde liv i rummet, tilføjer han:

»Vi ville vide, hvad vi skulle kigge efter, og vi ville måske undgå at spilde energi på at lede efter liv på eksempelvis Jupiters måne Europa, hvor der ellers har været spekuleret i, om der findes liv i dens underjordiske hav.«   

Kai Finster mener, at forskning som denne er vigtig: 

»Spørgsmålet om, hvordan livets første byggesten blev til, er jo helt central i vores forståelse af, hvordan liv er opstået. Så snart vi har celler, giver resten mere eller mindre sig selv. Men overgangen fra ikke-liv til liv er et af de største mysterier overhovedet. Det er super vigtigt, at vi har folk som Tue og David Dreamer, der beskæftiger sig med dette,« siger han.

Studiet er udgivet i tidsskriftet Scientific Reports.