En ny piratfisk-art, der tilsyneladende er vegetarisk og har menneskelignende tænder, er blevet fundet i regnskoven i Brasilien.
Det skriver AFP på baggrund af et studie publiceret i det brasilianske tidsskrift Neotropical Ichthyology.
Forskerne beskriver fisken som værende rund og med tydelige orange og sorte mærker, hvilket er årsagen til, at den nyopdagede art er blevet tildelt navnet Myloplus Sauron, da fiskens udseende mindede om Saurons øje.

Til dem, der ikke er bekendt med filmatiseringen af Tolkiens ‘Ringenes Herre’: Saurons (onde) øje er et stort, ildsprudlende øje, hvor farverne orange og sort går igen.
»Da mine kollegaer foreslog navnet til fisken, vidste vi, at det var perfekt til den,« fortæller Rupert Collins, der var hovedforfatter på studiet.
»Den ligner virkelig Saurons øje. Særligt med de røde finner og orange mærker på dens krop.«
Den nye fiskeart er en af to nyopdagede arter. De blev opdaget efter et initiativ om at forstå og undersøge biodiversiteten i floden Amazonas i den brasilianske regnskov.


































