Når den europæiske ål yngler, migrerer den til den del af Atlanterhavet, der hedder Sargassohavet.
Det er vigtigt, at den kommer derhen, for ålebestanden er stærkt truet og falder år for år.
Men man ved ikke meget om, hvad der sker under havoverfladen, når den slangelignende fisk begynder sin lange rejse til Sargassohavet. Og det har dannet grobund for teorier.
En sejlivet teori siger, at når først den europæiske ål er havnet i Middelhavet, kan den ikke finde ud ad det snævre Gibraltarstræde igen. Derfor kan man mene, at det ikke nytter noget at passe på de ål, som opholder sig i Middelhavet. De bidrager alligevel ikke til ålebestanden, eftersom de aldrig får mulighed for at yngle.
Den teori knuser ny forskning nu, efter at have fulgt ålenes vandring med ny teknologi. Det betyder, at Middelhavslandene alligevel har en vigtig rolle at spille i at bevare ålen.
»Lande ved Middelhavet bør hjælpe med at redde ålen. Man kan altså ikke afskrive det område i bevarelsen af bestanden,« siger seniorforsker hos DTU Aqua Kim Aarestrup, der er en af hovedforfatterne bag det nye studie.
Lukker Middelhavet ålene inde?
Den europæiske ål findes både i det kolde nord og under varmere himmelstrøg helt ned til Grækenland og Nordafrika. Men forholdene i Middelhavet er noget anderledes end i resten af Europa blandt andet på grund af en høj fordampning.
Det er disse særlige forhold, der er grundlaget for teorien om, at ål ikke kan slippe ud af Middelhavet.
Når ål fra resten af Europa skal finde Sargassohavet, kan de bruge temperaturændringer og saltniveau til at navigere efter. Men Middelhavet er varmere og mere salt end vandet uden for i Atlantehavet, og derfor kan ålene i det område ikke bruge det, at vandet bliver varmere og mere salt, når de nærmer sig Atlanterhavet, til at finde vej. Det gør det svært at finde vej.
Vigtigt for forvaltningen af ål
Alle de lande, som ålene vandrer ud fra, skal hjælpe med at opretholde bestanden efter EU's plan. Men teorien om, at Middelhavet lukker ålene inde, giver indtryk af, at det ikke kan betale sig at beskytte ålebestanden i Middelhavet.
»Det kan bruges som politisk argument. Områderne i Middelhavet kan sige, at de ikke kan gøre noget, fordi Middelhavet er en 'ecological trap'. Det er der selvfølgelig en fornuft i, for hvis de alligevel ikke bidrager til at opretholde bestanden, når de er i Middelhavet, kan man jo ligeså godt fange ålene og spise dem,« siger Kim Aarestrup.
Det nye studie tyder dog på, at virkeligheden er, at ålene godt kan komme ud gennem Gibraltarstrædet.
To ål nåede Atlanterhavet – fem blev spist
I 2009 blev en ny teknik taget i brug, hvor digitale 'mærkninger' af ålene gjorde det muligt at følge en del af ålenes færden.
LÆS OGSÅ: Ålens mysterium kortlagt
»Man har aldrig fanget et åleæg eller observeret en voksen ål i Sargassohavet. Vi har ganske enkelt ikke fanget dem på 'gerningstedet', så vi kan beskrive, hvad der foregår. Vi prøver derforat nærme os gerningstedet ved at følge de voksne ål til Sargassohavet,« forklarer Kim Aarestrup.
Samme teknik er blevet brugt i det nye studie. Kim Aarestrup og hans kolleger har sat såkaldte pop-up-satellitmærker på ryggen af otte ål i Middelhavet. Mærkerne gemmer oplysninger om dybde, lyd og temperatur, og hopper af ålene efter en forprogrammeret periode. I dette tilfælde var mærkerne programmeret til at frigøre sig fra ålen efter seks måneder. Herefter stiger mærket til overfladen og sender de gemte oplysninger til ARGOS-satelliterne, som forskerne så kan downloade.
Ud fra resultaterne, kan forskerne konstatere, at fem af ålene sandsynligvis er blevet spist, en var endnu ikke svømmet ud af Middelhavet, og to var endt i Atlanterhavet.
»Vi kan konstatere, at to af de tre, der overlevede, var kommet ud efter seks måneder. Så det er i hvert fald ikke korrekt, at de slet ikke kan finde ud,« siger Kim Aarestrup.
Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Scientific Reports.
Temperatur sladrer om forsøgsålenes skæbne
De fem af ålene sendte signal til forskernes satellit om en temperatur på 34 til 36 grader, selvom ålen egentlig burde have samme temperatur som vandet i Middelhavet, nemlig omkring 13 grader. Da ålene samtidig stadig befandt sig under vandet, kunne forskerne ud fra disse data sandsynliggøre, at de måtte være blevet spist af et havpattedyr som en sæl eller en hval.
En enkelt af ålene blev dog under overfladen så længe, at det næppe kan være et pattedyr, der har spist den. Noget kunne tyde på, at det er en blåfinnet tun, der har fortæret den stakkels ål.
Kim Aarestrup og hans kolleger ved ikke, om det bliver ekstra attraktivt at guffe ålene, når de har mærkerne på ryggen, men indtil videre kan de i hvert fald konstatere, at det er attraktivt at spise ålene.
»Meget klare resultater«
Det helt store spørgsmål er, om to ål på modsatte side af Gibraltarstrædet er nok til at afskrive teorien om Middelhavet som en fælde for skrukke ål.
Det mener professor Michael Møller Hansen, at det er. Han har ikke været med i studiet, men forsker i evolutionsbiologi og populationsgenomik blandt ål hos Institut for Bioscience på Aarhus Universitet.
»Forskerne kan jo redegøre for, at stort set alle de ål, der ikke kommer ud, er blevet ædt. Så studiet giver god mening som noget, der modbeviser teorien om Middelhavet. Det koster en bondegård med de elektroniske mærker, og derfor kan man ikke mærke så mange. Det er derfor det, man i praksis kan gøre for at følge ålene. Jeg synes, det ser overbevisende ud,« siger Michael Møller Hansen.
Han synes studiet har »meget klare resultater,« og det kan gøre os klogere på det særlige havmiljø i Middelhavet.
»Middelhavet er et meget specielt område. For mange fiskearter er Gibraltarstrædet en barriere, så populationer af fisk i og uden for Middelhavet er ofte genetisk meget forskellige. Det er derfor klart relevant at finde ud af, hvordan forskellige fisk opfører sig i forhold til den barriere, som Gibraltarstrædet udgør,« siger Michael Møller Hansen.
»Facitlisten er derude«
Kim Aarestrup er ikke overrasket over at have modbevist teorierne om, at Middelhavet er den rene ålefælde. Han er dog glad for at have bevist, at ålene også her har en mulighed for at komme ud for at yngle.
Men arbejdet stopper ikke her.
»Vi raffinerer teknologierne og forsøger at gøre det bedre. Vi håber, at vi kan mærke ål, der vandrer helt til Sargassohavet, så nu vil vi prøve med mærker, der holder ti måneder i stedet for seks måneder,« siger Kim Aarestrup.
»Jeg plejer at sige, at der står rigtig mange ting i bøger, men desværre kan fisk ikke læse. Derfor er det fedt, at vi har teknologier, der gør, at vi kan finde ud af, hvad de gør. Vi kan lave mange gode betragtninger ved skrivebordet, men facitlisten er derude,« siger Kim Aarestrup.
