Mexico City synker hurtigt, og det kan ikke stoppes, ifølge nyt studie
mexico city synker

De 21 millioner mennesker i den synkende by kan risikere at rammes af en humanitær katastrofe, hvis byens grundvandsmagasiner rammes af forurening som konsekvens af jordsænkningen. (Foto: Shutterstock)

De 21 millioner mennesker i den synkende by kan risikere at rammes af en humanitær katastrofe, hvis byens grundvandsmagasiner rammes af forurening som konsekvens af jordsænkningen. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
07 maj 2021

Problemet med, at Mexico City synker, har været kendt siden tidligt i 1900-tallet.

Dengang sank byen gennemsnitligt 8 centimeter om året. I 1958 var det tal steget til 29 centimeter.

Problemet består i, at millionbyen henter masser af vand fra undergrunden, som ikke når at fyldes op igen – derfor synker jorden under byen. Det skriver ScienceAlert.

Forskere har på baggrund af 115 års indsamlet plandata og 24 års GPS-data og fundet frem til, at Mexico Citys synken er irreversibel.

»Selv hvis vandniveauet blev hævet, er der intet håb for at genskabe størstedelen af det tabte jordniveau og den tabte lagringsplads i grundvandmagasinerne,« lyder den nedslående melding fra forskerne bag studiet, der er udgivet i tidsskriftet JGR Solid Earth, skriver ScienceAlert.

Nu mener forskerne, at lerlagene under Mexico City kan risikere at klemmes sammen med 30 procent, og selvom forskerne først anslår, at man når dertil om 150 år, er der ikke meget, man kan gøre for at stoppe udviklingen. I dag er det øvre lerlag allerede sammenpresset med 17 procent.

Regnvand og kildevand fra de omkringliggende bjerge gør den synkende by særligt udsat overfor oversvømmelser.

Mens lerlaget under byen fortsætter med at synke og slå revner, øger det risikoen for ødelagte kloaker og forurening, hvilket kan medføre en potentiel 'vandforgiftningskrise' i byen, hvor der i dag bor 21 millioner mennesker.

70 procent af byens vandforbrug stammer fra grundvandsbrønde, hvilket tømmer regionens grundvandsmagasiner.

1,1 million huse i byen mangler adgang til rent drikkevand, og størstedelen af jordlagets sprækkedannelser sker i udsatte boligområder, skriver Sciencealert.

tkt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.