I Porsangerfjorden i Finnmark vandrer 26 kongekrabber rundt på bunden med et akustisk mærke på benene.
Lige over vandoverfladen er der placeret 14 lyttebøjer, som med jævne mellemrum modtager data fra senderne.
Foreløbige resultater tyder på, at det er adgangen til mad og hensynet til reproduktion, som bestemmer, hvor krabberne opholder sig.
Temperaturen mindre afgørende
I sidste uge blev alle lyttebøjerne tømt for data, som nu skal analyseres.
Sidste år blev der også hentet data fra bøjerne, og foreløbige resultater herfra viser, at sæsonvandringerne hos kongekrabberne i Porsangerfjorden er mindre afhængigt af temperaturen end hos krabber, som lever i de naturlige omgivelser.
»I områder, hvor kongekrabberne er en naturlig del af dyrelivet, er det temperaturen, der udløser vandringer mellem dybt vand og overfladevandet. I Norge er kongekrabben en introduceret art, og den er endnu ikke tilpasset de nye miljøforhold,« siger Jan H. Sundet, der er forsker ved Havforskningsinstituttet.
Varieret adfærd
Målet med forsøget er at finde ud af, hvor længe kongekrabben opholder sig på forskellige dybder på forskellige tidspunkter af året.

Dermed bliver det muligt at undersøge, hvilken påvirkning kongekrabben kan have på planter og dyr i de områder, hvor den slår sig ned.
Resultaterne viser indtil videre, at der er stor individuel variation i både adfærden, og hvor langt krabberne vandrer, men de er stort set i bevægelse hele tiden og opsøger områder, som har gunstige forhold med hensyn til føde og reproduktion.
Mister mærkerne
En af udfordringerne ved at mærke skaldyr som kongekrabber er, at de udskifter skallen, når de vokser. De akustiske sendere sidder fast på skallen og bliver dermed ubrugelige, hvis krabben skifter skal i forsøgsperioden.
»Store kongekrabber vokser mindre end små krabber, og der kan godt gå flere år mellem hvert skalskifte. Derfor har vi forsøgt kun at mærke de store individer, så vi kan få signaler fra senderne længst muligt,« siger Jan H. Sundet.
Der er kun gennemført et enkelt mærkeforsøg med kongekrabber før, og det var i Alaska.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm