Kan svinge sig i træerne og gå oprejst som mennesker: Ny art skrives ind i menneskets stamtræ
Kilde: 
23 januar 2019

De fleste kender Homo neanderthalensis og Homo erectus, men nu kan endnu en art tilføjes til menneskets store stamtræ, skriver DR.

Det drejer sig om arten Australopithecus sediba, der gik oprejst som mennesker, men svingede sig i træerne som aber - en kombination, der overrasker forskerne.

Forskerne har fået lavet en 3D-animation af Australopithecus sedibas måde at gå på baseret på analyserne af fossilerne. (Video: Sawyer Broadley, Amey Zhang og Jeremy DeSilva)

For lidt over 10 år siden opdagede et hold palæontologer nogle skeletrester af to menneskelignende væsner i en underjordisk hule i Sydafrika.

Skeletterne blev siden dateret til at være knap to millioner år gamle, og siden opdagelsen har der været uenighed om, hvorvidt der er tale om en hidtil uopdaget art, og hvorvidt de to fossiler tilhører den samme art.

Men nu konkluderer forskere i nye analyser, at begge dele skulle være tilfældet. Analyserne er publiceret i en specialudgave af det videnskabelige tidsskrift PaleoAnthropology.

Ifølge forskerne bag analyserne gik arten oprejst ligesom mennesker. Men de lange arme vidner om, at den også svingede sig i træerne ligesom aberne.

»Det viser os, at der er en lang højere grad af diversitet i de tidligere menneskearter, end vi havde regnet med. Den her art er simpelthen for mærkelig i forhold til, hvad vi vil forvente at se,«  forklarer professor i evolutionshistorie og direktør for Statens Naturhistoriske Museum, Peter C. Kjærgaard, til DR.

Ifølge forskerne bag undersøgelsen er der flere karaktertræk ved sediba, der minder om de tidligere arter i Homo-slægten.

For eksempel fingrene, hvor dens høje tommeltot er et skridt i retningen af mere specialiseret redskabsbrug.

Samtidig har sediba dog flere karaktertræk, der minder om Australopithecus-slægten. Udover de lange arme havde sediba en hjerne, der var lige så lille som en chimpanses.

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.