En ny kæmpevirus er fundet på indlandsisen i Grønland.
Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Hvis alarmklokkerne ringer, og du mentalt bliver taget tilbage til coronapandemien, kan du godt ånde lettet op. For den her virus kan faktisk være gavnlig for menneskeheden.
Det er nemlig en mulighed, at den kan være med til at reducere den hastighed, som isen på indlandsisen smelter med.
For når forårssolen gør sit indtog på den arktiske himmel efter måneder med mørke, kommer livet atter tilbage over det golde landskab.
Noget af det liv, der vender tilbage efter lang tid i inaktivitet, er alger, som ligger på isen i sommerhalvåret og farver den sort.
Når isen bliver sort, reflekterer den mindre sollys tilbage ud i atmosfæren. Det får isen til at smelte hurtigere, og det sætter skub i klimaforandringerne, fremgår det af pressemeddelelsen.
Det er her, kæmpevirussen kommer ind i billedet. For forsker Laura Perini og hendes kollegaer fra Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet vil bruge den til at kontrollere algevæksten på indlandsisen – og dermed også sænke hastigheden, isen smelter med.
»Der er meget, vi endnu ikke ved om de kæmpestore vira, men noget tyder på, at de kunne være nyttige i forhold til at bremse afsmeltningen af is på grund af alger. Hvor nemt og effektivt det vil være at udnytte dem, ved vi endnu ikke. Men ved at undersøge dem nærmere, håber vi på at kunne svare på nogle af de spørgsmål,« siger hun i pressemeddelelsen.
Normalt måler vira 2-3 nanometer, hvilket svarer til 0,000002 millimeter. Men kæmpevira måler hele 2,5 mikrometer, som er det samme som 0,002 millimeter.
Selvom kæmpevira burde være lettere at spotte end normale vira, blev de faktisk først opdaget i 1981.
Her fandt man en kæmpevirus, der havde specialiseret sig i at inficere grønne alger i havvandet.
Siden da er de fundet andre steder, såsom i jord og hos mennesker.
Det er dog første gang, at en kæmpevirus er fundet på indlandsisen, fortæller forsker Laura Perini.
»Vi har analyseret prøver fra mørk is, rød sne og smeltehuller (cryoconite). Både i den mørke is og den røde sne fandt vi genetiske signaturer fra aktive kæmpevira. Og det er første gang, at de er blevet fundet på overfladen af is og sne. Vi har fundet dem, hvor der lever mange mikroalger,« siger hun i pressemeddelelsen.

































