Jagten på de forsvundne gletsjere - på ekspedition i Østgrønland

For at kunne vurdere virkningen af klimaændringer er det nødvendigt at have faktiske målinger af fænomener, der med sikkerhed påvirkes af klimaet.

Et godt eksempel på et sådant fænomen er udbredelsen og størrelsen af gletsjere.

I forbindelse med Knud Rasmussens 7. Thuleekspedition undersøgte geologen Keld Milthers i 1933 mange gletschere omkring Ammassalik i Østgrønland.

Nogle af gletsjerne blev fotograferet stereoskopisk med den tids nyeste teknik.

En af disse, Mittivakkat-gletsjeren, er siden blevet opmålt flere gange. Opmålingerne danner indtil videre det eneste sikre grundlag for vor viden om afsmeltningen i Sydøstgrønland.

Negativer manglede

I Milthers efterladte dagbog, der opbevares på Sermilik-stationen, findes oplysninger om rejseruter og fotograferinger af de øvrige gletsjere.

Hvis man kunne identificere disse gletsjere, genfotografere dem og sammenligne med de gamle fotografier, ville det være muligt at få et meget bedre billede af afsmeltningen siden 1933 i hele området.

Derved kunne man vise, om ændringerne ved Mittivakkat-gletsjeren er typiske for Sydøstgrønland. Det eneste, der bare manglede, var de oprindelige negativer optaget på glasplader.

Klar til genfotografering

Trods ihærdig søgning på museer og i arkiver skulle der gå hele 76 år fra billederne blev taget til de dukkede op igen.

Det skete, da Kurt Kjær fra Statens Naturhistoriske Museum i 2009 besøgte Kort & Matrikelstyrelsen og fik forevist en kasse med glaspladenegativer.

Billederne kunne nu sammen med dagbogen, Milthers udregninger, og det originale kamera, der befandt sig på Steno Museet i Aarhus, danne udgangspunktet for et genbesøg i 2010 og en genfotografering af de selvsamme gletsjere med den nyeste teknologi.

At genfinde de gamle gletschere

Milthers gav alle gletscherne numre, og af udregningerne og glaspladerne ved vi, at fem er fotograferet i stereo. Det er disse fem gletsjere, vi søger at genfinde.

Området er stort, på størrelse med Fyn, og der er mange gletsjere! I Milthers dagbog er sejladsen til gletscher nummer 5 og 6 beskrevet:

»Gennem snævre sunde forbi små klippeøer (på en af dem en bortløben hund) kom vi bag om den store ø og ind i en sidefjord med en halv snes bræer kommende direkte fra Indlandsisen. Jeg gik op i 110 m højde og fotograferede…«

Heraf kunne vi udlede, at to af gletsjerne måtte ligge på sydsiden af Johan Petersens Fjord. Men der var mindst fem mulige gletsjere på en strækning på 20-30 km.

I gummibåd over isfjorden

For at komme til gletsjerne er vi nødt til at krydse Sermilik Fjord (ca. 1½ gange Store Bælt) i en åben gummibåd i isfyldt farvand.

I dette område kan der også forekomme orkanagtige storme, såkaldte ’piteraq’er’, som kommer meget pludseligt.

Endelig får vi en vejrmelding uden mulighed for piteraq. Vi forlader det plumrede vand fra Mittivakkat-gletsjeren og sejler to mand ud i hovedfjorden med fuld fart.

Fjorden er spejlblank og næsten uden is på østsiden. Solen skinner og vandet er krystalklart og forræderisk indbydende.

Ledsagebåden med de tre øvrige deltagere samt proviant og lejrudstyr ligger fint i kølvandet, mens det går raskt frem med kurs mod mundingen af Johan Petersens Fjord.

Sort is kan ødelægge motor

Midtvejs ude i fjorden støder vi på kæmpestore isfjelde fra den aktive udløbsgletsjer, Helheim, der ligger inderst i Sermilikfjorden.

Herfra bliver det til en sejlads gennem en labyrint af små og store isfjelde, hvor vi ofte taber kontakten med ledsagebåden.

Det værste er, når de små næsten usynlige skosser af sort is rammer bunden af gummibåden, så det hele ryster – og med risiko for, at de slår propelbladene i stykker.

Langs sydsiden af Johan Petersens Fjord er isen mindre tæt, og vi møder igen ledsagebåden. Vi lægger til i en beskyttet bugt længst inde i vigen Sangmileq og færger personer og udstyr i land med gummibåden.

Nummer 5 eller 6?

Vi finder en ideel lejrplads på en grusterrasse langs bredden af en lille elv med rent smeltevand.

Allerede om aftenen sejler Niels og Anders mod vest langs kysten og finder en gletsjer, hvor de omkringliggende fjelde matcher de medbragte kopier af glasnegativerne.

Men er det nu nummer 5 eller 6? Der er forvirring omkring en liste med oplysninger om fotografierne, men heldigvis har vi medbragt den moderne teknologi, så vi ringer med satellittelefonen hjem til Kurt i Danmark og får de nødvendige oplysninger.

Det viser sig, at det er gletsjer nummer 5 de har fundet, så nu behøver vi ikke at sejle længere ind i fjorden for at finde nummer 6.

Efter endnu en sejltur, som involverer en grundstødning i en lavvandet vig, finder vi den også – den hedder Hobbs Gletsjer.

Den har vi besøgt allerede i 2004, men kunne ikke med sikkerhed genkende den på beskrivelsen, da vi ikke havde fotografierne.

Varder og bambusstokke

I de følgende dage arbejder vi hårdt med at genfinde de oprindelige kameraopstillinger og slæbe fotoudstyr og GPS-måleudstyr frem; men alle billeder kommer ’i kassen’.

Vi genfinder nogle af de varder, som Milthers og hans folk rejste for at kunne genfinde de positioner de fotograferede fra.

Et sted finder vi sågar rester af hans bambusstokke stukket ned i jorden. Samtidig med fotograferingen beskriver vi landskabsformerne, især randmoræner foran gletsjerne og tager vandprøver i de elve, som dræner dem.

Eric undersøger forekomst og vækst af lichener (laver) på de forskellige landskabsformer med henblik på en datering. Lavernes alder kan nemlig fortælle, hvornår området blev isfrit.

En dramatisk krydsning af fjorden

Vi har holdt tidsplanen og skal sejle hjem sammen med en motorbåd, som kommer helt fra Tasiilaq (tidligere Ammassalik) for at hente lejrudstyr og de personer, som ikke kan være i gummibåden.

Om morgenen er der dukket små skyer op på himlen. Det er et dårligt tegn, og vi er uden for VHF-rækkevidde, så vi kan ikke høre vejrmeldinger. Klokken elleve er der vind i håret for første gang i de tre dage.

Da motorbåden kommer, blæser der en jævn vind i den ellers beskyttede vig. Vi aftaler at sejle tæt sammen, så motorbåden hurtigt kan samle os op, for selv i overlevelsesdragterne kan man kun holde til ½ time i vandet.

Ingen læ i oprørte vande

Vinden kommer fra syd-sydvest, så der er forholdsvis læ mens vi sejler ud af Johan Petersens Fjord, men det er koldt, og røgvandet gør ansigt og handsker våde.

På et tidspunkt er vi dog nødt til at forlade kystens læ og begive os ud i hovedfjorden. Det er meget ubehageligt.

Søen er skrap, bølgelængden er kortere end gummibådens længde, så den kastes hele tiden en til halvanden meter op og ned.

Skruen kommer ofte ud af vandet, så motoren brøler op, og vi kan høre, at det slider på gearet. Så vi må nedsætte hastigheden.

Milthers klarede det uden motor

Det kniber med at følge motorbåden, og vi vælger at sejle lige mod land i stedet for den skrå kurs, som fører direkte til Sermilikstationen.

Vi bliver hurtigt dyngvåde og må skiftes til at sejle, for det er meget hårdt at styre og passe på motoren samtidigt.

Efter to timer lusker vi langsomt ind i bugten ved stationen, hvor der er bølgelæ. Efter en sådan tur kan man ikke lade være med at beundre Milthers indsats, når man i dagbogen efter en forgæves motorreparation læser:

»Vi roede så igen til land, lavede et nødsejl af åre og presenning og sejlede med en hæderlig vind fra SV på fem en halv time til vores lejrplads i Petersens Fjord.«

Mangler kun to gletsjere

I de følgende dage gentager vi undersøgelserne ved gletsjer nummer 7, Mittivakkat-gletsjeren. Her bor vi til gengæld komfortabelt på Sermilik-stationen med varme senge, ovn og komfur.

Nu mangler vi at genfinde og fotografere gletsjerne nummer 8 og 15, som er de sidste af de gletsjere, Milthers fotograferede i 1933.

På kortet havde vi ud fra dagbogen fundet nummer 15 ved Sioralik i nærheden af Tuno. På vej hertil skulle gletsjer nummer 8 ifølge dagbogen ligge på sydsiden af Ikerasaq-fjorden.

Med 150 km/t over 1500 meter høje fjelde

Hjemmefra havde vi vurderet, at det er for tidskrævende og farligt at sejle helt til Tuno i gummibåd, så vi skal flyves dertil med helikopter.

Vi pakker lejrudstyr og proviant og genlæser dagbogen for at planlægge den bedste flyverute. Helikopterflyvning koster, så det gælder om at være effektiv.

Vi får igen en heldig vejrudsigt, og helikopteren lander planmæssigt i ’haven’ ved Sermilik-stationen, og vi får hurtigt udstyret ombord.

Ruten går hen over Mittivakkats to toppe, hvis navn betyder ’brysterne’, og videre hen over de skjulte gletsjerdale i den centrale del af Ammassalik Ø.

Det går syd om Kummiut og ind i Ikerasaq. Alle spejder spændt, og i den åbne luge sidder Niels i ’gunner’s seat’ parat til at skyde løs på de gletsjere, vi flyver forbi. Der bliver skudt godt og grundigt mens vi passerer.

Den forkerte gletsjer

Kort efter flyver vi ind over nummer 15s smeltevandsslette, hvor vi lander på en lille grusslette øst for hovedelven.

Da helikopteren er fløjet kan vi se, at der er spor efter store vandstrømme på grussletten; måske et nyligt jøkelløb?

Vi slæber derfor udstyret og teltene op på en højere beliggende terrasse, hvor vi opretter en fin lille lejr.

Glæden over den vellykkede flyvning afløses af mismod, da det viser sig, at ingen af de gletsjere, der blev ’skudt’ i Ikerasaq, ligner de gamle billeder af gletsjer nummer 8.

Fanget mellem dybe elve

Yderligere viser det sig, at lejren er omkranset af elve, der er så dybe og rivende, at vi ikke kan passere dem og dermed ikke nå frem til Milthers fotopunkter.

Heldigvis viser det sig næste morgen, at smeltningen om natten er så meget mindre, at det er muligt at krydse elvene fra om morgenen og helt frem til ved et-tiden.

Så de næste dage bliver det planlagte program gennemført, selv om vi kun kan komme længere væk fra lejren om formiddagen.

Den sidste forsvundne gletsjer

Gletsjer nummer 8 mangler vi dog stadig. Men dagbogen kommer os til hjælp. Her står: »Sejlede til det sydlige Ikerasak…«.

Et hurtigt blik på kortet viser, at der omkring 15 km mod syd ligger en kort fjord, som også hedder Ikerasaq.

Vi beslutter os for at ændre den planlagte flyverute og overtaler piloten til at flyve os derned, selv om det bliver dyrere.

Helikopteren letter igen i en sky af sand og grus med kurs mod syd og passerer den gamle Ikerasaq på vejen.

Velfortjent kaffemik

Efterhånden som vi nærmer os den nye, stiger spændingen om bord. Vi runder en pynt og BINGO! – der ligger nummer 8. Der foretages en rundflyvning, mens Niels med stor entusiasme skyder løs.

Turen går nu gennem sundet nord om Ammassalik Ø, mens en række af de gletsjere, som Milthers også har beskrevet i dagbogen, bliver fotograferet.

Denne gang bliver Sermilikfjorden krydset uden tanke for blæsevejr, mens gletsjer nummer 5 og 6 bliver fotograferet fra luften.

Vi returnerer til Sermilik-stationen efter en fantastisk flot flyvetur, hiver godset ud af helikopteren i en fart og slæber det ind i huset for at holde ’kaffemik’ med piloten og mekanikeren, inden de flyver hjem med helikopteren.

Hjemme igen

Resultatet af én uges arbejde for fulde drøn giver stof til mange måneders arbejde hjemme i Danmark. Det lykkedes at genfotografere alle de gletsjere, som Milthers fotograferede i 1933.

Derudover blev der foretaget en detaljeret fotografering af Mittivakkat-gletsjeren fra lav højde, samt beskrivelser af landskabsformer i gletscherens forland, af gletschernes vandføring og sedimenttransport og af områdets lichenflora.

Nu venter så bearbejdningen af de mange data. Den vellykkede genfotografering vil gøre det muligt at beregne det nøjagtige tab af masse fra gletscherne fra 1933 til 2010.

Meget har ændret sig

Sammenholdt med beskrivelserne af landskabsformerne og dateringerne er der hermed fremkommet nye og helt unikke datasæt om effekten af klimaændringer i Østgrønland.

Tankevækkende er det også at sammenligne vilkårene for ekspeditioner i 1933 med vilkårene i dag: Milthers dagbog dækker perioden 18. juli til 8. september, mens ovennævnte beskrivelse kun dækker en uge.

Man kan ikke lade være med at beundre det arbejde, som blev udført i 1933 og den omhyggeligt førte dagbog, som gjorde gentagelsen mulig.

I gummibåd gik turen fra Sermilik Stationen over Sermilik Fjorden til den lille fjordarm Sangmilek i Johan Petersen Fjord. En tur på godt 30 kilometer. (Foto: Niels Jákup Korsgaard)

Gletsjer 7 på Keld Milthers 77 år gamle billede. Se hvor meget stedet har ændret sig på næste billede. (Foto: Keld Milthers)

Mittivakkats (gletsjer nr. 7) front er smeltet 1,2 kilometer tilbage siden Milthers besøgte den i 1933, og en ny dal har set dagens lys. (Foto: Niels Jákup Korsgaard)

1 / 3