Med det hidtil største DNA-studie på istidsdyr mener danske forskere endelig at have løst gåden, om hvorfor istidens store pattedyr pludselig forsvandt.
Teorierne har været mange – var det klimaet, menneskets ubønhørlige jagt på dyrene, en hyperfarlig sygdom, et meteornedslag – eller var det noget helt andet?
»Vi tester alle de teorier, som har været på banen, og der er ingen af dem, der er rigtige,« siger professor Eske Willerslev fra Center for Geogenetik ved Københavns Universitet, der står i spidsen for projektet.
Det viser sig, at man skal væk fra den indgroede tankegang om én overordnet forklaring, og i stedet se en kompleks kombination af mange faktorer. Dermed rejser studiet også spørgsmål om nutidens kamp for at beskytte truede dyrearter.
Historiens voldsomste masseuddøen
Tilbage i den seneste istid, kaldet Weichsels istid (for 115.000-11.500 år siden), så vores verden helt anderledes ud. Ved istidens begyndelse blev klimaet koldere, nordenvinden bed skarpere, og plantevæksten ændrede karakter.
Fyrreskovene vandrede ned ad bjergsiderne og fortrængte løvtræerne langs Europas floddale, Asiens vidstrakte sletter blev til tundra, og enorme landmasser forvandledes til en gold isørken.
Et nyt dyreliv indtog de isfrie områder, der med flokke af moskusokse, uldhårede næsehorn og imponerende mammutter bedst kan beskrives som en kold udgave af nutidens afrikanske savanne.
Men for omtrent 40.000 år siden og frem oplevede Jorden en af historiens voldsomste episoder med masseuddøen, hvor ikke mindre end 36 procent af de store pattedyrs-slægter i Europa-Asien og 72 procent af slægterne i Nordamerika bukkede under.
Pattedyrenes forsvinden har været en gåde
De sidste 100 år har det været en gåde, hvad der skete, da alle pattedyrene forsvandt.
For at komme til bunds i spørgsmålet har Willerslev og kollegaer udnyttet de nyeste DNA-teknologier til at kortlægge fossilt DNA fra seks istidsdyr og følge dem sideløbende gennem de sidste 50.000 år. De har både fokuseret på dyr, der uddøde, og dyr der overlevede.
»Hvis vi skal prøve at forstå det her, så gælder det også om at forstå, hvad der gør, at nogen overlever, mens andre uddør,« siger Eske Willerslev.
Klimaet var ikke den eneste drivkraft
I studiet har de fokuseret på de tre mest udbredte istidsdyr: mammut, vild hest og steppebison, men også på uldhåret næsehorn, moskusokse og rensdyr.
Med genetiske markører og matematiske modeller over arters distribution har de så at sige kunnet rejse tilbage i tiden og sammenholde, hvordan de seks forskellige populationer forandrer sig.
Det kunne de gøre på grund af meget veldokumenterede data om klimaforandringer og viden om menneskets udbredelse fra tidligere arkæologiske fund.
Det stod hurtigt klart for forskerne, at der var tale om en langsom uddøen over flere tusinde år. Derfor holdt idéen om en pludselig dræber som en meteor eller en hypersygdom altså ikke længere vand.
Når de derefter så på klimaets indflydelse, var det tydeligt, at klimaforandringerne spillede en stor rolle og påvirkede alle arternes levesteder. Men det viste sig også, at forskellige populationer af samme art har reageret vidt forskelligt på samme klimabegivenhed – hvilket i sig selv udelukker, at klima har været den eneste drivkraft.
Moskusoksen og næsehornet var ikke i kontakt med mennesker
Det moderne menneske trængte frem i Europa for cirka 40.000 år siden og nåede Nordamerika via Sibirien for omkring 15.000 år siden. Med menneske- og jagtbyttelevn fra næsten 1.600 arkæologiske udgravninger og mere end 6.000 kulstof-14-dateringer kan forskerne følge menneskets fremdrift og jagt tæt.
Disse undersøgelser viste, at moskusoksen og det uldhårede næsehorn stort set ikke har været i kontakt med mennesker i den tid, og at klimaet derfor er den eneste tilgængelige forklaring på deres tilbagegang.
Derimod er det tydeligt, at mennesket har en afgørende rolle for vildhesten og steppebisonen at dømme ud fra jagtlevn i henholdsvis 66 og 74 procent af stenalderbopladser i Sibirien.
Den enes død – den andens brød
Men da forskerne nærstuderede billedet viser det sig, at steppebisonen klarede skærene i Nordamerika, mens vildhesten bukker under. Omvendt var det i Euroasien, hvor vildhesten overlevede, og steppebisonen måtte give op, hvilket kan tyde på, at arterne influerer hinanden.
Den forklaring er ret usædvanlig, fordi man på baggrund af blandt andet tændernes form traditionelt har betragtet planteædere som specialiserede til hver deres fødetype.
Men fra DNA-studier af otte sjældne fossile lorte kan Willerslev afsløre, at forskellige dyr i samme område har et meget stort overlap af de planter, som ender i deres maver.
Det tyder med andre ord på, at den enes død kan blive den andens brød, når bestandene er hårdt presset.
»Bisonen har det rigtigt svært i en periode, hvor de er meget tæt på at kollapse og uddø. Men så pludselig fjerner du hesten og mammutten, og så får de plads til at komme sig,« siger Eske Willerslev om steppebisonen i Nordamerika.
Det modsatte ser ud til at være sket i Euroasien, hvor hesten har trukket det længste strå på bekostning af bisonerne og mamutterne.
Rensdyr og mamutter er stadig mysterier
Hvorfor mammutten forsvandt, giver studiet desværre ikke et klart billede af.
På den ene side har klimaet presset den uden at tage livet af den, og på den anden side ser man i Europa en femdobling af populationen trods menneskets jagt.
Så mammutten forbliver et mysterium, og det gør et helt almindeligt dyr som rensdyret på sin vis også, fordi den som den eneste ser ud til at være relativt upåvirket gennem hele perioden til trods for en meget intensiv jagt.
Muligvis har det spillet en rolle, at mennesket tæmmede rensdyret – men ifølge Willerslev har det sandsynligvis været mere afgørende, at den har en høj reproduktionsrate, så bestanden er i stand til at komme sig, selvom den næsten er udryddet.
Umuligt at forudsige, hvem der bukker under
Samlet set viser studiet, at der ikke er en enkelt årsag, som kan forklare alle seks arters skæbne, og at der ikke findes nogen genetisk signatur eller anden faktor, der skelner dem, der overlever, fra dem der uddør.
»Det er jo det lidt sørgelige budskab,« siger Willerslev, »For det viser os egentlig, at det er enormt tilfældigt, hvem der kollapser.«
Han slutter med at konstatere, at hvis man spolede tiden tilbage, og kørte det hele igen, ville det sandsynligvis falde anderledes ud.
»Så ville mammutten måske pludselig gå rundt i dag, og til gengæld havde vi ikke haft nogen heste,« siger Eske Willerslev, som peger på, at fundet har stor betydning for naturbevarelse i dag, fordi det betyder, at ’det er virkelig svært at forudsige, hvem der er sårbare.’
