Den usædvanligt tidlige og voldsomme start på Grønlands smeltesæson i år har sat fokus på klodens nordlige iskappe.
Vi må vente og se, om 2019 fortsætter med at slå afsmeltningsrekorderne, men i Arktis, hvor opvarmingen sker med foruroligende stor hast, ser stilen desværre ud til at være lagt.
Men hvad med ismassen i klodens modsatte ende?
Den isdækkede sydpol, Antarktis, er kæmpestor i forhold til dens nordlige modstykke. Den frosne vandmasse i Grønland svarer potentielt til en havniveaustigning på 7 meter - en potentiel havniveaustigning på hele 58 er fastlåst i Antarktis' iskappe på nuværende tidspunkt.
Ligesom Grønlands iskappe svinder isen i Antarktis også ind, hvilket bidrager til uformindskede globale havniveaustigninger.
Der er foruroligende tegn på, at isen ved Sydpolen smelter langt hurtigere end hidtil antaget - selv steder, der tidligere blev betraget som beskyttet mod hastige forandringer.
Truslen nedefra
På den Antarktiske halvø - en isdækket halvø som strækker sig fra Vestantarktis 2.000 kilometer mod nord i retning af Sydamerika - er lufttemperaturen steget hurtigere end noget andet sted på den sydlige halvkugle.
Den såkaldte smeltesæson varer allerede mellem 25 og 80 dage hvert år, og antallet af smeltedage vil stige med mindst 50 procent, når den globale opvarmning snart når Paris-aftalens 1,5-graders-mål.
Nogle forudsigelser peger endda på helt op til 150 procent stigning i smeltedage.
Men den største trussel mod Antarktis iskappen kommer ikke ovenfra. Den virkelige trussel ligger nedenunder dette enorme, isdækkede kontinent, hvor det varmere havvand (og havvandets enorme varmebærende kapacitet) potentielt kan smelte isen med en hidtil uset hastighed.
LÆS OGSÅ: Hvor hurtigt vil Antarktis hæve sig, når isen smelter?
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Ekstra energi er lagret i havet
Størstedelen (cirka 93 procent) af den ekstra energi forårsaget af menneskelige aktiviteter siden den industrielle revolution er lagret i havet - og hovedparten er akkumuleret i Det Sydlige Ishav.
Forskerne har hidtil troet, at denne effekt vil være i stand til at forsinke signifikant opvarmning i Antarktis i mindst ét århundrede.
Men iskappen i Antarktis har et ømt punkt. Visse steder ligger iskappen på klippegrund, der befinder sig under havniveau, så isen kommer i direkte kontakt med varmt havvand, der hurtigt smelter isen og destabiliserer iskappen.
Denne potentielle svaghed har længe sat grå hår i hovedet på forskerne på grund af isens dybe berøringsflade med havvandet.
Afsmeltningen sker 5 gange hurtigere
Det var FN's Klimapanels første rapport, der helt tilbage i 1990 gjorde opmærksom på problemet, selv om man ikke mente, at Antarktis ville miste en signifikant mængde is inden for det næste århundrede.
Siden 1992 har satellitter overvåget den antarktiske iskappe, og vi ved i dag, at isen ikke alene allerede er begyndt at smelte, men også at det sker med foruroligende stor hast.
De seneste estimater indikerer, at 25 procent af den vestantarktiske iskappe i dag er ustabil, og at afsmeltningen er blevet 5 gange hurtigere i løbet af de seneste 25 år.
Det er opsigtsvækkende tal, især når man tager højde for, at havniveaustigninger på mere end 4 meter ligger indefrosset alene i Vestantarktis.
Antarktisk istab 1992–2019, European Space Agency/via GIPHY
Landhævningens effekt
Thwaites-gletscheren i Vestantarktis er for tiden fokus for et stort amerikansk-britisk forskningsprojekt, for der er stadigvæk meget vi ikke forstår i forhold til, hvor hurtigt isen vil smelte væk i fremtiden.
For eksempel bliver Jordens overflade under Vestantarktis is gradvist lettet af isens store vægt, så den igen løfter sig (det kaldes rebounding dansk: landhævning, red.), hvilket stabiliserer afsmeltningen ved at mindske berøringsfladen mellem iskappen og det varme havvand.
Behovet for viden er presserende
Men smeltevandet fra iskappen ændrer både struktur og cirkulation i Det Sydlige Ishav på en måde, der muligvis vil bringe bunden af iskappen i kontakt med endnu varmere vand, hvilket vil forstærke afsmeltningen.
Andre steder i Antarktis, hvor man ikke har foretaget den samme omfattende forskning, er nu begyndt at røre på sig.
Totten-gletscheren tæt på Casey Station - en permanent forskningsstation, som forvaltes af Australien - er et område, som uventet er begyndt at miste is.
Behovet for at forstå, hvor udsatte og sårbare gletscherne er både hér og i andre fjerntliggende områder ved den østantarktiske kyst, er presserende.
En anden type is
Havis bliver dannet og flyder på overfladen af Det Nordlige og Det Sydlige Ishav.
Faldet i mængden af havis i løbet af de seneste 40 år er én af klimaforandringernes mest synlige konsekvenser på Jorden.
De seneste år har vist os, at den antarktiske havis' adfærd er mere mærkværdig og potentielt mere ustabil og flygtig.
Mængden af havis omkring Antarktis er steget gradvist i flere årtier.
Det står helt i modsætning til klimasimuleringernes forudsigelser og bliver tilskrevet forandringer i havstrukturen og de foranderlige vinde, der kredser om det Antarktiske kontinent.
Tendens forventes at fortsætte
Men i 2015 begyndte mængden af havis omkring Antarktis at falde voldsomt.
På blot 3 år mistede Antarktis den samme mængde is, som Arktis mistede på 30 år.
I 2019 er mængden af havis omkring Antarktis i nærheden af eller lavere end de lavest registrerede niveauer fra 40 års satellitovervågning.
Denne tendens forventes at fortsætte, men et helt så drastisk fald i løbet af så få år havde forskerne absolut ikke forudset.
Vi har stadig meget at lære om, hvor hurtigt Antarktis vil reagere på klimaforandringerne, men der er tydelige tegn på, at det kæmpemæssige isdækkede kontinent vil sende os en hilsen i form af globale havniveaustigninger.
Nerilie Abram modtager støtte fra Australian Research Council og Department of Environment. Matthew England modtager støtte fra Australian Research Council, Earth Science and Climate Change Hub og Centre for Southern Hemisphere Oceans Research (CSHOR). Matt King modtager støtte fra Australian Research Council, Department of Environment og Centre for Southern Hemisphere Oceans Research (CSHOR). Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
