Insektkolonier som dem, man finder i en myretue eller i et bistade, er imponerende samfund, hvor en masse individer arbejder mod samme mål. Insekterne specialiserer sig og kan i fællesskab udrette utrolige ting.
For eksempel kan en million termitter bygge et otte meter højt termitbo med et effektivt ventilationssystem. De enkelte insekter har ikke de store evner udi arkitekturens svære kunst, men tilsammen klarer de sig fantastisk.
Det har fået visse forskere til at kalde insektkolonier for superorganismer. På samme måde, som cellerne i vores krop er specialiserede og 'arbejder sammen' om at holde liv i os og måske endda føre slægten videre, kan de enkelte insekter forstås som dele af én stor superorganisme.
Spørgsmålet er, hvor langt analogien rækker - i hvor høj grad, man kan sammenligne insektkolonier med individer, der lever alene. Nu har en gruppe forskere leveret en del af svaret: Ganske langt, viser det sig!
Kolonierne følger reglerne
De amerikanske biologer har analyseret data om 168 forskellige insektsamfund blandt myrer, termitter, bier og hvepse. Og de kunne vise, at man rent matematisk godt kan forsvare at kalde kolonierne for superorganismer - forstået på den måde, at kolonierne følger de samme biologiske regler som enkelte individer.
Forskerne undersøgte blandt andet, om koloniernes stofskifte er proportional med insekternes samlede masse opløftet i trekvart potens. Sådan er det nemlig generelt med dyr. En kat er cirka 100 gange tungere end en mus, men dens stofskifte er ikke 100 gange større - i stedet er stofskiftet nærmere 100 opløftet i 3/4 = 31,6 gange større.
Den sammenhæng, som kaldes Kleibers lov, kan man genfinde hos rigtig mange levende organismer, fra bakterier til blåhvaler. Og nu har forskerne altså vist, at den også gælder for insektkolonier - i hvert fald næsten, for potensen blev målt til 0,81 i stedet for 0,75.
Potensregel for kønsorganer
\ Fakta
Der findes også en proportionalitet mellem produktionen af biomasse og den samlede vægt af et dyr - og sammenhængen kan genfindes hos hele kolonier, kan forskerne konstatere.
Biologerne har tillige set nærmere på en tilsvarende potensregel for størrelsen af kønsorganer; vægten af et dyrs kønskirtler (gonader) er proportional med dyrets samlede vægt i trekvart potens. En kat har altså cirka 32 gange så store kønskirtler som en mus. Og ja - reglen gælder også for kolonier, hvis man opfatter dronningen (eller dronningerne, hvis der er flere af dem) som superorganismens kønskirtel.
Også koloniens vækstrate og dens levetid - defineret ved dronningens levetid - følger samme regler som enkelte individer.
Netværk fordeler energien
Forskerne vil selvfølgelig gerne finde ud af, hvad der ligger bag disse regelmæssigheder, som altså både gælder for individer og hele insektkolonier. Hvordan er de opstået gennem naturlig udvælgelse?
»Det korte svar er: Vi ved det ikke,« fortæller James Gillooly fra University of Florida til videnskab.dk. Men han vil alligevel godt komme med et bud:
»I artiklen foreslår vi, at de trælignende strukturer, der bruges til transport af energi og materiale i kolonier, leder til samme slags 'skalaøkonomi', som gælder for de netværk, der fordeler energi og næringsstoffer i organismer som mennesker - altså blodomløbet.«
Ifølge James Gillooly og resten af forskerne bag artiklen kan man tænke sig, at individerne i en koloni - som cellerne i en krop - i løbet af evolutionen har skabt selvorganiserede netværk, der optimerer strømmen af energi og stoffer. Og at disse netværk følger de observerede potensregler.
Arbejdermyrer og hudceller dør hele tiden
Det er spændende - omend ikke nye - tanker, at evolutionen ikke blot virker på individ-niveau, men også på hele kolonier. Jacobus Boomsma, der er professor ved biologisk institut på Københavns Universitet, kan da også sagtens se paralleller mellem cellerne i et individ og individerne i en koloni.
»Det er logisk nok at postulere, at de fysiologiske love, vi kender fra individer, også må fungere på det niveau, hvor individer er gået sammen i en koloni,« siger han. »Og denne hypotese understøttes af de resultater, som forskerne er kommet frem til.«
»Det betyder ikke noget for overlevelsen af en koloni, at 10 arbejder-individer dør. Og på samme måde smider vi jo en masse hudceller hver dag, uden at det er afgørende for, at vores krop overlever,« fortsætter Jacobus Boomsma.
»Og på samme måde, som kroppens celler ikke kan leve uden for kroppen, kan en myre ikke leve uden en myretue, så en koloni er måske mere et kollektiv med individagtige egenskaber end et superorganisme.«
»Parallellerne er der, og de er spændende. Det er godt at have dem dokumenteret,« slutter han.
Spørgsmålet er så, om resultatet kan bruges til noget. Forskerne håber, at det for eksempel kan bidrage til at finde ud af, hvilken evolutionskraft, der fik insekterne til at danne kolonier.
