Det er ikke altid, at døden associeres med noget smukt. Men det er faktisk tilfældet i en ny video, hvor en hun-kamæleons hud ændrer sig til farverige, glimtende mønstre i de sidste timer af hendes liv.
Og det har overrasket forskere, som aldrig har set noget lignende i naturen. Det skriver Live Science.
Kamæleonen er af arten Labords kamæleon (Furcifer labordi), som BBC-dokumentarister filmede i Kirindy-skoven i det vestlige Madagascar i forbindelse med den nye serie 'Big Little Journeys'.
Kamæleoners hud skifter farve ved at udvide og trække sig sammen med specielle celler, der indeholder nanokrystaller. Det er en proces, der ændrer, hvordan huden reflekterer lys.
I videoen øverst kan man se, hvordan kamæleonens hud glimter og skifter farve som et fyrværkeri.
»Under døden overføres nervesignaler stadig og ændrer formen på hudcellerne, hvilket skaber de kaotiske technicolor-mønstre, der blev fanget på video,« siger seriens producer Valeria Fabbri-Kennedy og forsker Chris Raxworthy til Live Science.
Dokumentaristerne bag serien brugte timelapse-fotografering til at optage kamæleonen, der var i færd med at lægge æg og dække dem med sand for at beskytte æggene forud for den kommende tørre periode.
Processen er meget energikrævende for hun-kamæleoner, og derfor dør de kun få timer efter at have lagt æg. Labords kamæleon er desuden blandt de firbenede hvirveldyr, der lever kortest.
tmmk
































