Hvorfor forsvandt vikingetidens nordboere fra Grønland?

Her på Forskerzonen fortalte den norske professor Arnved Nedkvitne i februar om nordboerne i Grønland, der overlevede i 400 år efter bosættelsen omkring år 1000.

Med Nedkvitnes ord endte nordboernes historie i Grønland som verdens måske mest diskuterede forsvindingsnummer.

Bosættelsen skete to steder i Grønland: Østerbygden mod syd omkring Igaliko nær Narsarsuaq, og Vesterbygden i Godthåbsfjorden (se kort længere nede i artiklen). Nedkvitne forklarer migrationen som en reaktion på mangel på landbrugsjord i Norge.

Livet i Grønland var muligt, fordi der frem til 1250 var en periode med relativt varmt vejr. Men sommeren var for kort til, at korn kunne modne. Nordboerne var bønder, og mælk fra køerne var den vigtigste næringskilde. Om sommeren var græsningen rigelig, men det kunne være skralt med vinterfoder til de syv måneder, hvor dyrene var på stald.

Græs blev slået til hø om sommeren. Høet blev tørret i nærheden af, hvor græsset var slået, og herfra sejlet eller slædet hjem. Husdyrgødningen blev brugt på engene. Her blev græsset frodigere, som det stadig kan ses omkring ruinerne fra de forladte gårde.

Nedkvitne: Inuitterne udryddede nordboerne

Hvorfor forsvandt nordboerne? Nedkvitnes forklaring er, at der var opstået strid mellem nordboer og inuitter. Ved nordboernes bosættelse omkring år 1000 var der langt mellem de to folk, men med tiden nærmede deres aktiviteter sig hinanden.

Han nævner, at inuitterne ikke efterlod noget spor af deres byttedyr, alt blev fjernet, og han antyder underforstået, at det samme kunne være sket med dræbte nordboer efter et overfald.

Nedkvitne konkluderer, at det var konflikten mellem de to befolkningsgrupper, der førte til nordboernes forsvinden, simpelthen ved at de blev dræbt.

Danske arkæologer: Aftagende efterspørgsel

Arnved Nedkvitnes hypotese passer dårligt med, hvad danske arkæologer tidligere har fundet. Arneborg et al. (1999) og Madsen (2014) har begge en anden forklaring på nordboernes forsvinden, hvilket du kan læse om i artiklen Kæmpestudie afliver sejlivet vikinge-myte.

Ganske rigtigt har der været misvækst og mangel på foder til dyrene, som Nedkvitne også fremfører. Men der har desuden været mangel på de fornødenheder, der blev sejlet op fra Danmark og Norge, og som blev byttet med tænder af narhval og hvalros, skind fra arktiske dyr samt hvalolie, der efterspurgtes i Europa.

I løbet af Middelalderen aftog efterspørgslen på narhvaltand og hvalrostænder, efter at det var blevet lettere at få rigtig elfenben fra Afrika. Det var ikke længere så lukrativt at handle på Grønland. Samtidig var klimaet blevet koldere og mere ustadigt, og sejladsen mellem Grønland og Europa besværlig og farlig.

LÆS OGSÅ: Smuk video: Derfor valfarter klimaforskere til Grønland

Et langsomt forsvindingsnummer

Den manglende kontakt har gjort livet svært for nordboerne – især på de mest udsatte gårde, dem inderst i fjordene, som var beboet af de mindst bemidlede.

De fattigste bønder boede der måske kun om sommeren for at passe dyrene, som det kendes fra sætergræsning i Skandinavien, og har arbejdet for de store gårde længere ude i fjorden.

Som situationen er blevet forværret, er man flyttet fra de mindst produktive gårde, og mange, især af de unge, er sejlet væk med de få skibe, der endnu kom til Grønland (Madsen 2014).

Langsomt er befolkningen blevet decimeret.

De bønder, der boede yderst i fjorden, er efterhånden blevet afhængige af fangst af havdyr. Det kan man se ved at sammenligne isotopanalyser af skeletter fra grave i Østerbygden fra bosættelsens start med grave fra slutningen af nordboperioden.

LÆS OGSÅ: Hvorfor var vikingerne så overlegne i kamp?

Sedimentlag viser nordboperioden

Den danske palæobotaniker Johannes Iversen har taget sedimentprøver fra to tørvemoser nær forladte bopladser i Vesterbygden i Godthåbsfjorden, hvor nordboernes levede fra omkring år 1000 til de forsvandt i løbet af 1300-tallet.

Den interessante del af lagserien begynder begge steder med et lag trækul. Kullaget fortæller, at nordboerne har afbrændt buskvegetationen straks efter deres ankomst for at skaffe græsning til de medbragte husdyr.

Over trækulslaget stiger indholdet af pollen fra græs og urter, som bevis for at man er begyndt at dyrke jorden efter afbrændingen. Der har været forsøg med agerbrug, og selv hvis kornet ikke kunne nå at modne i den korte sommer, har det været muligt at dyrke græs til hø.

Arnved Nedkvitne har således kun delvis ret, når han antyder, at nordboerne ikke dyrkede jorden. Det har de gjort, men han har ret i at de også har slået hø på udyrkede arealer.

Dyrkningen ophører

Højere i lagserien er der begge steder et ganske tyndt – men meget markant – lag af skæl og andre insektdele. Iversen forklarer insektresterne som resultatet af et usædvanligt stort udbrud af natsværmeren blågrå jordugle (Agrotis occulta (= Eurois occulta)), stort nok til at insekternes rester kunne danne et egentligt lag.

Umiddelbart over laget med insektskæl kommer der et kraftigt skift i forholdet mellem pollen af birk og af pil, hvor birk går ned, og pil går op. Det tolker Iversen som dyrkningens ophør. Samtidig ses et skift fra fugtigt til tørt klima, som måske har gjort det sværere at skaffe foder til dyrene.

Ligesom Nedkvitne refererer også Iversen til Ivar Bårdsøn, der var biskop i Gardar (Igaliko) i Østerbygden fra 1341 til 1370.

Bårdsøn foretog en rejse til Vesterbygden, altså bosættelsen i Godthåbsfjorden, og rapporterede, at der nu ikke levede mennesker der.

Fra Østerbygden forsvandt de 100-150 år senere ved slutningen af 1400-tallet. Bårdsøn formoder, at nordboerne på grund af misvækst i Godthåbsfjorden kan være flyttet fra indlandet til yderkysten, hvor de er kommet i kontakt – og eventuelt konflikt – med eskimoerne.

LÆS OGSÅ: Forsker: Nej, Grønland er ikke en koloni

Nutidige masseudbrud af jordugler

Johannes Iversen var i Godthåbsfjord i 1932, hvorfra han rapporterer, at larver af natsværmere forekom i »uhyre mængder« i forsommeren.

Senere på sommeren var angrebet på pil og andre dværgbuske så voldsomt, at der over lange strækninger ikke var et eneste blad tilbage på buskene, og græsser og halvgræsser var gnavet af helt til jordoverfladen.

I Søndre Strømfjord var der samme år så mange jorduglelarver på klipperne langs kysten, at hans ekspedition havde svært ved at gøre landgang.

»Man gled i dem, når man gik i land fra kajakken,« beretter han. De lokale beboere havde aldrig oplevet noget lignende.

I moskusoksernes fodspor

I 2009 udførte vi feltarbejde i Ikka-fjorden i Sydgrønland, hvor vi så resultatet af et massivt angreb af jorduglelarver i det inderste af fjorden.

Pilebuskene på de nederste fjeldskråninger var helt bladløse med undtagelse af ganske få udsprungne skud. Knopperne var blevet ædt.

Fra personalet på Flådestation Grønnedal i den nærliggende Arsukfjord fik vi at vide, at der ikke før havde været så mange larver som netop det år.

»Det var aldeles ulækkert, og der var smattet af larver på vejene,« fortalte én.

En meget stor population af moskusokser lever i området omkring Ikka-fjorden og græsser på skråningerne på begge sider af fjorden. Vi var på feltarbejde samme sted i 2007 og havde den store oplevelse at følge moskusoksernes daglige vandring på skråningerne inderst i fjorden.

Om morgenen fouragerede okseflokken i krattet langs bredden af fjorden (se foto i billedgalleri øverst i artiklen). I løbet af dagen, når solen havde opvarmet landskabet, trak flokken op ad fjeldsiden, til de nåede de øverste snelejer. Her lagde de voksne dyr sig og tyggede drøv, mens kalvene sprang lystigt rundt i sneen.

LÆS OGSÅ: Hvordan så vikingerne egentlig ud?

Jorduglelarver kan forhindre nye spirer

I 2009, da pilebuskene var afløvet af larverne, viste moskusokserne ingen interesse for den angrebne del af vegetationen. De gik kun ind i krattet i større højde, hvor pilene havde blade.

Som resultat blev den visne vegetation efterladt uforstyrret som et bunddække, der forhindrede nye spirer i at skyde frem. Græsningsarealet var goldt, og en eventuel nyvækst ville først komme senere på sommeren.

Som vist med insektskællene i Iversens sedimentprøver kan noget tilsvarende være sket i den sidste del af nordbotiden. Hvis hele græsningsområdet til husdyrene var ramt, ville det være fatalt.

Larverne har enorm betydning for vegetationen

I et græsningsforsøg ved Sisimiut-Kangerlussuaq i 2004 og især i 2005, udført af Pedersen og Post, fandt de usædvanligt mange larver af blågrå jordugle i forsøgsfelterne.

Forsøget skulle vise effekten af samspillet mellem græsning og forøget temperatur på den naturlige vegetation. Der var felter, hvor de store planteædere – rensdyr og moskusokser – ikke havde adgang. I andre felter blev temperaturen kunstigt forhøjet.

Undersøgelsen skulle skabe grundlag for en forudsigelse af, hvilken effekt en global klimaforandring kunne have på vegetation og græsningsforhold.

Såvel resultat som konklusion var meget klar:

Den uventede, meget store forekomst af jorduglelarver i vegetationen, var langt den største enkeltfaktor for vegetationen. Larveangrebet på planterne overgik markant virkningen af såvel højere temperatur som af de store dyrs græsning (se her og her).

Så det er ikke nødvendigt at forklare nordboernes forsvinden med dramatiske handlinger, som Nedkvitne gør det med en teori om eskimoernes drab på nordboerne.

Tidernes ugunst i form af manglende kontakt til Europa, klimaforværring og langsom fraflytning fra gårdene er forklaring nok på deres forsvinden. Den generelle nedtur er formentlig forstærket af angreb af larver af jordugler med misvækst og manglende foder til husdyrene som følge.

Denne artikel er et svar på professor emeritus Arnved Nedkvitnes nye bog 'Norse Greenland. Viking Peasants in the Arctic'– særligt siderne 245, 298-301, 53, 338 og 348. Nedkvitne har selv skrevet om bogens tese i artiklen ’Hvad blev der er vikingetidens nordboerne i Grønland’ her på Forskerzonen.

Vores egen artikel ’Jordugler, klima og nordboere i Grønland: Grådig natsværmer rykker nordpå i Grønland’, 2016, Tidsskriftet Grønland, s. 74-86 findes ikke online, men kan fås via henvendelse på denne mail.