Uden ris ville høns, som vi kender dem i dag, slet ikke have eksisteret.
Det var nemlig riskorn ved rismarkerne i det centrale Thailand, der først lokkede en sulten, tidlig forfader til den moderne høne ud af junglen og ind i menneskets verden for omkring 3.500 år siden.
Sådan lyder en gruppe forskeres teori i et nyt studie, der ændrer på hønens skabelsesberetning - helt fra allerførste gok til dens verdensomspændende udbredelse.
Ris blev de tidlige kyllingers livret, og siden spredte det i dag så udbredte fjerkræ sig i en umættelig jagt på ris gennem Kina og Mesopotamien for at nå til Middelhavet omkring år 800 f.v.t.
Dermed gør forskerne også op med tidligere teorier om hønens herkomst, hvor én teori blandt andet har placeret de første kyllinger i Sydøstasien så tidligt som for 8.000 år siden.
600 hønsespor
For at nå frem til deres resultater har forskerne læst og analyseret stakkevis af international hønse-litteratur - herunder beskrivelser og undersøgelser af i omegnen 600 arkæologisk hønsefund og historiske spor af høns fra 89 forskellige lande.
»Umiddelbart er det et godt og meget overbevisende studie,« mener Jacob Kveiborg, der er zooarkæolog på Moesgaard Museum, og som ikke har taget del i studiet.
»For mig at se har de løst mysteriet om, hvordan hønen blev domesticeret. Det kan godt være, at der bliver pillet ved nogle detaljer i fremtiden, men kernen af, hvor og hvornår hønen kom til, ser nu ud til at være slået fast,« siger han til Videnskab.dk.
Flere steder kommer forskernes teori ellers i karambolage med historiske henvisninger eller afbildninger.
Eksempelvis er der fundet afbildninger af formodede høns i Egypten, der er dateret til omkring år 1.100 f.v.t. - mindst 600 år før hønsenes ankomst dertil, ifølge forskernes teori.
Men her har man altså hugget en hæl og klippet en tå, fortæller Jacob Kveiborg og tilføjer, at det i øvrigt er helt normalt, at man i store globale studier som dette revurderer og afviser tidligere studiers bevisførelse, og erstatter dem med nye.
»Flere steder afviser forskerne i studiet, hvad andre har peget på som gamle beskrivelser eller afbildninger af høns. Det viser jo også bare, at det er et kontroversielt omdiskuteret emne, som der er mange meninger om.«
En eksotisk fugl
Hele 800 år skulle der går, fra hønsene nåede Middelhavsområdet, til de dukkede op i Skandinavien, fortæller Jacob Kveiborg.
Mere overraskende er det måske, at der skulle gå yderligere mange hundrede år, før danskerne for alvor begyndte at spise de klukkende fugle.
»De tidligste fund i Danmark er fra en boplads i Thy tilbage fra omkring år 0,« fortæller Jacob Kveiborg.
På bopladsen fandt man adskillige knogler fra én enkelt hane, der vel og mærket ikke bar præg af at være blevet spist.
»Det er det samme, man ser i andre dele af Europa, når hønsene først kommer frem. De bliver ikke set som en kilde til føde, men mere som sociale markører. Noget, der kan signalere, at man har kontakter langt ud i verden,« fortæller den aarhusianske arkæolog.
Hønsene og hanernes imponerende fjerpragt og mærkværdige morgenhilsen har altså været et eksotisk indspark, indtil man når den tidligere middelalder.
»Samme gruppe forskere, der også har lavet dette studie, har tidligere dokumenteret, at der omkring år 800 pludselig sker en markant ændring i, hvordan man holder høns, og at man nu begynder at bruge dem som landbrugsdyr, som man også gør det i dag,« fortsætter Jacob Kveiborg.
»Man kan også se det i Danmark. I Ribe er der eksempelvis ikke fundet nævneværdige mængder af knogler fra høns i lagene fra vikingetiden. Det er først fra den tidlige middelalder, de pludselig begynder at vælte frem. Og i Danmark findes de jo ikke i vild form, så det er ret sikkert, at de knogler vi finder, er fra domesticerede høns.«
Gør os klogere på os selv
Og hvilken betydning har det så egentlig at få skrevet hønens historie ind i annalerne? Faktisk en hel del, mener Jacob Kveiborg:
»Studiet gør os klogere på hønsenes historie, men også på vores egen og på, hvordan menneskene har været bundet sammen på tværs af kontinenter og gennem tid,« siger han.
»Høns er de vigtigste og mest talrige husdyr, vi har. Som arkæolog synes jeg, det er vigtigt at kende også husdyrenes dybere historie. Samtidig kan store helikopterstudier som dette også bredes ud og gøre os klogere på en masse andre ting: Som for eksempel om gamle kultur- og handelsforbindelserne.«
