Det knirker i Arktis.
Den ældste og tykkeste havis i havet nord for Grønland er normalt totalt frossen hele året, men nu er den begyndt at bryde op, skriver the Guardian.
Det er anden gang, det sker i år, og det skyldes ifølge eksperter usædvanligt høje temperaturer på den nordlige halvkugle.
\ Læs mere
Isen brød i februar op nær Kap Morris Jesup, der er det nordligste fastlandspunkt i Grønland, og det er det samme, man har observeret i begyndelsen af august, hvor man har målt en rekordvarme på 17 grader.
»Åbent hav nord fra Grønland er besynderligt,« fortæller klimaforsker ved DMI Ruth Mottram ifølge the Guardian.
Området kaldes også ‘Last Ice Area’ (sidste isområde, red.), da man har ment, at det ville være det sidste område, der ville være frosset til hele året, forklarer hun.
»Den seneste uges begivenheder antyder, at det sidste isområde sandsynligvis findes mere mod vest,« fortæller Ruth Mottram yderligere til the Guardian.
Det er høje temperaturer i februar og juli, der har gjort isen skrøbelig overfor vind, hvilket har skubbet isen længere væk fra kysten i Grønland.
Faktisk har isen aldrig været længere væk fra kysten siden 1970, hvor man begyndte at overvåge den.
Klimaforsker ved det Norges Meteorologiske Institut Thomas Lavergne kalder ifølge the Guardian situationen for »uhyggelig«.
»Det er svært at sige, hvor længe isen vil være brudt op, men hvis det varer ved bare et par dage endnu, så vil skaden være sket. Den gamle, tykke is vil være skubbet langt nok væk fra kysten til et område, hvor den smelter meget lettere,« fortæller han.
Rasmus Tage Tonboe, der forsker i havis ved DMI, fortæller til the Guardian, at han regner med, at varme fra Solen vil få isspalten til at åbne sig yderligere.
fghs