Havets forår er rykket frem

Opblomstringen af planteplankton er selve motoren i økosystemet i Barentshavet.

De små organismer henter næringssalte fra havet og energi fra sollyset og ender i stor stil som føde for større skabninger.

Hele fødekæden er afhængig af, hvor meget plankton, der kommer i løbet af nogle hektiske forårs- og sommeruger.

Nu tyder satellitmålinger på, at forårsopblomstringen kommer tidligere og tidligere i dele af Arktis. Det kan skyldes menneskeskabte klimaforandringer.

Der er frygt for, at resten af økosystemet kan lide skade, hvis algerne blomstrer tidligere end normalt.

Forskere fra USA, Portugal og Mexico har i et studie, publiceret i tidsskriftet Global Change Biology, brugt data fra 1997 til 2009. Deres satellitdata afslører, at algeopblomstringen sker tidligere i visse dele af Arktis. I nogle af områderne kommer opblomstringen helt op til 50 dage tidligere.

Det er særligt områderne i Barentshavet ved den russiske øgruppe Novaja Zemlja, at foråret starter tidligere, viser de nye data. Tilsvarende blomstrer plankton også tidligere i Karahavet, som ligger øst for Novaja Zemlja.

Samme tendens ved Grønland

I andre dele af Arktis ses samme tendens i havområder ved Grønland, i Hudson Bay i Canada samt i Beringshavet. Den tidlige algeopblomstring hænger sammen med, at isen smelter tidligere på året, samt et reduceret isdække i løbet af vinteren.

Forsker Lars-Johan Naustvoll fra det norske havforskningsinstitut siger, at disse ændringer godt kan skyldes en udvikling mod et varmere klima, men at de også kan repræsentere mere kortvarige svingninger.

Fundene er meget aktuelle, fordi tidlig algeopblomstring har været nævnt som en mulig negativ effekt af menneskeskabte klimaforandringer.

Teorien om såkaldt 'mismatch' i økosystemet tager udgangspunkt i, at dyr, som lever af planteplankton, er tilpasset algeopblomstring på et bestemt tidspunkt på året.

Hvis opblomstringen allerede er overstået, når dyrene, som skal leve af planktonen, dukker op, kan det ifølge denne teori forårsage et sammenbrud i fødekæden.

Resultatet kan blive store konsekvenser igennem hele økosystemet.

En parallel på landjorden er det mismatch, som ville opstå, hvis planter begyndte at blomstre længe før, bierne er klar til at gå på vingerne.

»Hvis teorien om match og mismatch er rigtig, så kan tidlig opblomstring af planteplankton have en negativ effekt,« siger Naustvoll.

Vigtige krebsdyr

Et af de vigtigste bindeled mellem planteplankton og større dyr, er vandloppen Calanus finmarchius.

Hvis den pludselig skulle mangle sin næringskilde, ville der blive færre fisk, for eksempel sild, torsk og lodde.

Livet ville heller ikke blive lettere for truede søfugle, hvoraf mange kolonier allerede er i krise på grund af manglende føde.

Der er imidlertid ikke enighed blandt biologerne om mismatch-teorien. Det er således muligt, at Calanus finmarchius er i stand til at tilpasse sig ændringer i tidspunktet for opblomstringen.

»Calanus ligger i det dybe vand og slapper af hele vinteren. Om foråret kommer den op til overfladen og lægger æg. I den tidlige fase, efter æggene er klækket, er næste generation afhængig af at kunne æde planteplankton,« siger Naustvoll.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad der får calanus finmarchius til at komme op fra dybet.

Er det en særlig dato, er det temperaturen, eller kan calanus bare mærke, at opblomstringen er i gang længere oppe?

Hvis det lille krebsdyr selv er i stand til at finindstille opstigningen til overfladen på egen hånd, vil den formentlig kunne tilpasse sig ændringer i forårsopblomstringen uden negative effekter i økosystemet.

Det kan også være, at calanus er mindre afhængig af selve opblomstringen og i stedet henter næring fra planteplankton i en senere fase.

Satser på bådene

Norske havforskere baserer sig i stor grad på havekspeditioner med forskningsfartøjer, hvor man indhenter vandprøver for at bestemme mængden af planteplankton på forskellige dybder.

Satellitter har den fordel, at de kan dække havområder, som det ikke er nemt at nå med fartøjer, og de kan sikre flere målepunkter som et supplement til de nuværende undersøgelser.

Samtidig har satellitter dog en del fejlkilder, ikke mindst at de er afhængige af klart vejr.

»Vi har prøvet med satellitter i Barentshavet, og problemet er, at efter fire dage med fint vejr, kommer der gerne en uge med tåge,« siger Naustvoll.

Satellitter kan desuden ikke se dybt ned under havoverfladen. Data påvirkes af satellittens vinkel i forhold til havoverfladen, og forskellige sensorer kan give forskellige resultater.

De nye data er dog baseret på datasæt fra forskellige satellitter, netop for at eliminere denne fejlkilde.

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm