Godt nyt fra havet: Vandlopper fravælger mikroplast som føde

En albatros med maven fuld af plastaffald. En død strandet hval, som har ædt 40 kilo plast.

Der er efterhånden mange kendte eksempler på dyr, der æder plast, med skadelige effekter og endda død til følge.

Men hvad sker der, når de små dyr i havet, som ikke nemt kan ses med det blotte øje, møder mikroplast?

Vandlopper er små krebsdyr, som udgør fundamentet i havets fødekæder. De lever af planteplankton og er centrale i havets kulstof-kredsløb.

Og så bliver de selv spist af fiskeyngel og fisk, som kan havne på vores tallerkener. Du kan læse mere om de små dyr i boksen under artiklen.

I en verden, hvor plast udgør en global forurening i havmiljøet, er der udbredt bekymring for, at vandlopper forveksler mikroplast med plankton, æder det, selv bliver ædt og derved fører mikroplast op gennem fødekæden.

I sidste ende også til fisken på din middagstallerken.

Nye resultater fra DTU Aqua udfordrer dog denne bekymring. De viser sig nemlig, at vandlopper er i stand til at sortere deres føde, mens de æder, og dermed afvise 80 procent af den mikroplast, som de fanger.

Og det er et lys i mørket, når vi taler om de negative effekter af plastaffald i havene.

Udbredt bekymring for vandloppernes spisevaner

Tidligere laboratorieundersøgelser har vist, at vandlopper kan æde mikroplast, hvilket har fået forskere til at foreslå, at vandlopper er væsentlige ’vektorer’ for mikroplast i havets fødekæder.

Det betyder, at man har antaget, at vandlopperne æder mikroplasten, hvorved de bliver bærere af disse små partikler. Når vandlopperne sidenhen bliver ædt af større dyr, vil mikroplasten følge med op gennem fødekæden.

Disse studier er højt citerede, hvilket reflekterer en udbredt bekymring for, hvordan mikroplast påvirker havets økosystemer.

Konsekvenserne kan da også være potentielt vidtrækkende, idet både vandlopper og plastforurening findes overalt på kloden.

\ Læs mere

Mikroplastik fundet i både Arktis, Alperne og Rocky Mountains

Tidligere forsøg er en ’sort boks’

De fleste laboratorieforsøg, som har undersøgt optag af mikroplast i vandlopper, er lavet i flasker, hvor vandlopperne svømmer rundt i en opløsning af mikroplast og planteplankton (mikroalger).

Sådanne forsøg er typisk udført med meget høje koncentrationer af mikroplast, mange gange højere end målte koncentrationer i havet.

Ud fra hvor mange mikroplast partikler, der ’forsvinder’ fra opløsningen over tid, beregner man optaget af mikroplast i dyrene.

På den måde får man således indirekte målinger for vandloppernes evne til at æde de små plastpartikler – men det er en ’sort boks’, hvor man ikke får detaljeret viden om, hvad der egentlig foregår i flaskerne.

Banebrydende forskning med højhastighedskamera og hårstrå

Til forskel fra dette, har vi direkte observeret, hvordan vandlopperne håndterer og æder mikroplast ved brug af et højhastighedskamera, der kan tage ekstraordinært mange billeder i sekundet.

Princippet er, at en vandloppe, der er limet fast på et hårstrå, bliver filmet i en opløsning af mikroplast og mikroalger. Fordi vandloppen er fikseret, er det muligt at filme, hvordan den håndterer forskellige typer af mikroplast eller alger, som den fanger.

Forskere har tidligere brugt højhastighedskameraer til at undersøge vandloppers respons, når de møder giftige planteplankton.

Dette var inspirationen til at prøve samme metode til at observere, hvordan vandlopper håndterer mikroplast.

Små sorteringsmaskiner

Omhyggelige analyser af timevis af videomateriale har dokumenteret, at vandlopper af arten Temora longicornis ikke æder alt, de fanger.

Faktisk er de i stand til at afvise størstedelen (80 procent) af de mikroplast partikler, som de indfanger og håndterer.

For at underbygge disse observationer blev optag af mikroplast efterfølgende undersøgt i andre grupper af vandlopper, som har andre måder at søge føde på.

Vi ville gerne vide, om evnen til at afvise mikroplast er en mere generel egenskab på tværs af arter.

Ud over Temora longicornis, undersøgte vi således også vandlopper af arterne Centropages hamatus, Oithona davisae, og Acartia tonsa (læs mere i boksen under artiklen).

Alle typer af vandlopper åd kun mikroplast i begrænset omfang: Indtaget at mikroplast var således lavere end deres indtag af mikroalger.

Hvor meget mikroplast er der i danske farvande?

Forudsætningerne for, at en vandloppe æder mikroplast er: 1) At de møder dem, og 2) at de indfanger dem.

Vores studier har påvist, at vandlopper er i stand til at indfange mikroplast, men at langt størstedelen bliver afvist og dermed ikke ædt.

Hvis vi i stedet ser på den første forudsætning, så afhænger vandloppens møde med mikroplast af koncentrationen af mikroplast i havmiljøet.

I projektet MarinePlastic har vi som de første indsamlet og dokumenteret koncentrationerne af mikroplast i indre danske farvande. Disse koncentrationer er i størrelsesordenen 50 til 100 mikroplast-partikler per kubikmeter havvand.

Behøver vi egentlig bekymre os?

Plankton-partikler, som har samme størrelse som mikroplasten (10-300 µm), findes i meget højere koncentrationer end mikroplast i havet. Det vil med andre ord sige, at mikroplasten er meget fortyndet i plankton.

Så sandsynligheden for, at en vandloppe - eller et andet dyr som lever i vandsøjlen - møder netop en mikroplast-partikel, er meget lille.

Af den mikroplast, vandloppen møder, vil den i 80 procent af tilfældene spytte partiklen ud, ifølge vores resultater.

Det er på denne baggrund, at vi konkluderer, at vandloppers rolle som vektor (bærer) for mikroplast ind i marine fødekæder, må tages op til genovervejelse.

\ Læs mere

Blåhvaler sluger 43,6 kilogram mikroplast hver dag

Vi skal stadig bremse mængden af mikroplast i havene

Uagtet vandloppernes evne til at fravælge mikroplast som føde er omfanget af generel plastforurening (som også fører til mikroplast-forurening) i havet et seriøst miljøproblem.

Mikroplast findes i tarmen på fisk i havet. De større stykker af plastaffald i havet, såsom kasserede nylonfiskenet, har vist sig at dræbe mange havpattedyr, fisk og fugle.

Samtidig ved vi, at havbunden er et sted, hvor plastaffald akkumuleres over tid.

Der findes allerede nu områder i verdenshavene med høje koncentrationer af plastaffald. Det drejer sig blandt andet om et område i det nordlige Atlanterhav og om Middelhavet.

Kombineret med en stadigt stigende produktion af plast på verdensplan vil mængderne af plastaffald i havet – og på havets bund – også stige i fremtiden.

Vores resultater tænder et lys i mørket, men det er stadig vigtigt at bremse udledninger af plastaffald til miljøet for at passe godt på havets flora og fauna.

\ Læs mere

Vi aner ikke, om mikroplast i drikkevandet er farligt

\ Læs mere

Mikroplast er målt i blod for første gang. Hvad betyder det?