Hvad har frøfostre til fælles med Houdini og MacGyver? De er virkelig gode til at stikke af.
De mange små underudviklede haletudser, der er fanget i deres slimede æg, virker umiddelbart som et let bytte.
Men når slangen angriber, må den skuffet se til, mens den ene haletudse efter den anden udklækker sig selv og flygter.
Haletudserne er nemlig i stand til at opdage truslen fra et rovdyr og udklække sig selv, selvom der ellers ville gå flere dage, før de var helt klar til livet uden for ægget.
Og nu viser ny forskning, netop udgivet i tidsskriftet Experimental Biology, hvordan de gør det.
Du kan se de små fostre stikke af fra både en hveps og en slange i videoen øverst i artiklen.
LÆS OGSÅ: Frøer udfordrer evolutionsteorien
Frøerne kan mærke, hvis et rovdyr er tæt på

Karen Warkentin, biologiprofessor på Boston University, opdagede den usædvanlige opførsel hos fostre af den rødøjede løvfrø i et tidligere studie udgivet i 2005 i tidsskriftet Animal Behavior.
Warkentin optog dengang fostrenes reaktioner på forskellige typer af vibrationer.
Hun opdagede, at de kunne kende forskel på vibrationer og berøringer fra rovdyr og dem, der blev skabt af andre forstyrrende elementer, såsom regndråber.
Uforstyrrede fostre ville typisk udklække sig efter seks eller syv dage, men hvis fostrene følte sig truet af et rovdyr, ville de kunne udklækkes bare fire dage inde i deres udvikling.
Den rødøjede løvfrø lægger sine æg i klynger på blade, der hænger over vand. Derfor ville de tidligt klækkede fostre springe direkte i vandet og fortsætte deres liv som haletudser.
LÆS OGSÅ: Appetit på lår truer frøer
Frøen stikker af ved hjælp af kemikalier gemt i snuden
Men hvordan lykkes det overhovedet fostrene at bryde igennem membranen i deres æg?
De fleste frøfostre afgiver enzymer gennem deres vækst i ægget, som gør at membranen gradvist svækkes over tid, ifølge Kristina Cohen, der er kandidatstuderende ved Boston University, og som studerer økologi, opførsel og evolution.
Men den rødøjede løvfrø er ikke helt som andre frøer - den har endnu et træk i ærmet - eller snuden.
»Rødøjede løvfrøer gemmer på enzymet, så de kan afgive det hele på én gang og på et hvilket som helst tidspunkt,« siger Kristina Cohen til Livescience.
Fostrets såkaldte ‘udrugningskirtler’ sidder på dets snude, så det kan rette en koncentreret strøm af kemikalier på et enkelt sted og på den måde skabe en åbning, som det kan flygte ud af, hvis faren opstår.
LÆS OGSÅ: Frøer og fisk kan lære os at fryse mennesker ned
Fostre er effektive flugtkonger
Ved angreb så forskerne fostrene slippe væk på bare seks sekunder.
»Efter den fjerde dag i udviklingen kan fostrene udklække sig hurtigt, og de havde en succesrate på omkring 80 procent ved flugt fra en slange,« siger Kristina Cohen til LiveScience.
LÆS OGSÅ: Tudser flygtede før jordskælv
Men det var ikke bare slanger, som fostrene kunne mærke. Forskerne observerede samme flugt i tilfælde af angreb fra hvepse, sygdomsfremkaldende svamp eller endda oversvømmelse.
Ifølge forskerne sætter opdagelsen fostre i et helt nyt lys, hvor de er i stand til langt mere kompleks opførsel end troet.
»Vi tænker på voksne dyr som nogle, der gør interessante ting, men fostre bliver set som meget passive - de venter bare på at klækkes. Jeg tror, at den her forskning vil øge opmærksomheden omkring, hvordan de reagerer på deres miljø og tilpasser sig det,« siger Kristina Cohen til LiveScience.































