Det må have været noget af en overraskelse for de marinbiologer, der dagen efter en prøveindsamling gik i laboratoriet for at se til deres fangst.
I akvarietanken, hvor forskerne opbevarede de indfangede eksemplarer, opdagede de nemlig noget ret mystisk: En ribbegople af underarten Mnemiopsis leidyi med to anusser.
Det blev dog kun mærkeligere herfra. Nærmere undersøgelser afslørede nemlig, at det særlige eksemplar dagen før havde været to gopler, der henover natten var vokset sammen til én siamesisk tvillingegople.
Det skriver Scientific American.
Det er ikke første gang, man har observeret ribbegoplernes mærkværdige sammenvoksning, men fænomenet er sjældent.
Derfor spildte forskerne, der har beskrevet deres fund i et nyt studie i tidsskriftet Current Biology, heller ikke tiden, og de begyndte straks at undersøge nærmere.
Først og fremmest bed de mærke i, at der ikke kun var tale om en fusion af to små områder på de respektive gopler. Faktisk var sammenvoksningen så markant, at forskerne kunne få begge gopler til at reagere, når de prikkede til den ene - et faktum, der tyder på, at goplernes nervesystemer også var vokset sammen.
»De har det helt okay med at inkorporere et andet dyrs væv i deres kroppe,« siger en af studiets forfattere Tommi Anttonen, der er postdoc ved Biologisk Institut på Syddansk Universitet, til Scientific American.
Nærmere undersøgelser viste, at goplerne kunne synkronisere deres nervesystem på kun to timer.
Forskerne observerede også, at mad fodret til den ene mund endte op i begge fordøjelsessystemer.
Men så var der alligevel noget med de to anusser. Hvor alt andet skete synkront eller næsten synkront, var det helt forskelligt, hvornår de to bagudgange åbnede sig og tømte ud - en sidste rest af individualitet.
Forskerne håber, at yderligere undersøgelser af de spøjse gopler kan give svar, vi kan bruge til at forbedre eksempelvis organtransplantation i mennesker.
Det er i øvrigt ikke første gang, at Mnemiopsis leidyi finder vej på spalterne på Videnskab.dk. I 2019 blev det nemlig opdaget, at goplens anus ikke er permanent. Det er midlertidigt og dukker kun op, når goplen skal defækere.

































