Første planet uden for vores galakse er muligvis fundet

En video viser, hvordan der formodentlig ser ud omkring planeten. (Video: YouTube/Center for Astrophysics at Harvard & Smithsonian)

En video viser, hvordan der formodentlig ser ud omkring planeten. (Video: YouTube/Center for Astrophysics at Harvard & Smithsonian)

Kilde: 
26 oktober 2021

Jagten på planeter går strålende. Mere end 5.000 exoplaneter er indtil videre blevet opdaget i vores egen galakse, Mælkevejen.

Og nu er det for første gang lykkedes forskere at finde spor efter en planet i en anden galakse. Man ved selvfølgelig godt, at de er der, men det har ikke været muligt at finde tegn på dem - indtil nu.

Det skriver Den Europæiske Rumorganisation, ESA. Fundet er sket i samarbejde mellem ESA’s XXM- og NASA’s Chandra-rumteleskoper, der observerer røntgenstråling i universet.

Den formodede planet findes 28 millioner lysår væk fra os i spiralgalaksen Messier (M51), der også er kendt som malstrømsgalaksen. Du kan se den smukke galakse nederst i artiklen. 

Hvad er en neutronstjerne?

En neutronstjerne er en stjerne, som hovedsagelig består af neutroner.
Neutronstjerner dannes i supernovaeksplosioner og er slutstadiet i udviklingen for de stjerner, hvis oprindelige masser er mellem ca. 8 og 25-30 gange Solens.

Kilde: Den Store Danske

Set på meget stor afstand klumper synligt lys sammen i galakserne, og det er svært at skelne noget fra hinanden.

Heldigvis for Jordens planetjægere er det anderledes med røntgenstrålingen, hvor få objekter stråler klart, skriver ESA. Det er det, som nu har gjort det muligt at spotte noget, der med sandsynlighed er en planet i malstrømsgalaksen.

I tilfældet med den nye planet har man studeret såkaldte røntgenbinære systemer, der består af et objekt med en kolossal masse - en neutronstjerne eller et sort hul - der suger gas til sig fra en følgestjerne.

Materialet nær neutronstjernen eller det sorte hul bliver supervarmt, og lyset herfra kan måles ved røntgenbølger, skriver BBC.

Omkring følgestjernen suser så formodentlig en planet, som forskerne finder ved at observere et lille fald i røntgen-strålingen. De mener, at faldet strålingen skyldes, at denne planet passerer ind mellem stjernen og teleskopet og på den måde 'skygger' en smule for strålingen.

Men forskerne vil ikke udelukke, at der kunne være tale om, at faldet i røntgenstrålingen kan skyldes noget andet, en gas- eller en støvsky for eksempel. Men de mener, det er usandsynligt.
 

»Nu vi har fået denne nye metode til at finde mulige planetkandidater i andre galakser, er vores håb, at vi ved at kigge på den tilgængelige røntgendata i arkiverne kan finde mange flere af disse. I fremtiden kan vi måske ovenikøbet bekræfte deres eksistens,« siger professor Rosanne Di Stefano, der er hovedforfatter på studiet, som er udgivet i tidsskriftet Nature Atonomy.

malstrømsgalaksen exoplanet

Messier 51 - eller Malstrømsgalaksen - er ligesom vores egen mælkevej en spiralgalakse. Den lille firkant er, hvor forskerne har fundet det, der med stor sandsynlighed er en planet. (Illustration: NASA/CXC/SAO/R)

 
tkt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.