Flyveøglernes varierede verden

Flyveøglerne blev ikke udkonkurreret, da fuglene dukket op. Tværtimod svarede de tilbage med at udvikle sig i forskellige retninger og specialisere sig.

Fra lillebitte til kæmpestor - variationen blandt flyveøglerne var enorm i de 160 millioner år, de levede på jorden. Her repræsenterede ved kæmpestore Quetzalcoatlus og lillebitte Anurognathus (over hovedet på mennesket). (Illustration: Mark Witton)

Man har længe troet, at flyveøglerne, Pterosaurerne, blev udkonkurreret af fuglene, da de dukkede op for rundt regnet 150 millioner år siden.

Men et ny studie fra University of Bristol viser, at flyveøglerne klarede sig godt, da de nye konkurrenter, som for eksempel den første fugl, Archeaopteryx, dukkede op på den forhistoriske himmel.

Fra at være meget ens i både størrelse og udseende, udviklede de flyvende kæmper sig til at blive både store som giraffer – og små som mejser.

Konservativ i 70 millioner år

Forskerne, ledet af mastergradsstudenten Katy Prentice, undersøgte 50 forskellige pterosaur-arter, delt op i de to undergrupper, Pterodactyloidea og Rhamphorhynchoidea, og kortlagde slægtskabsforhold, udvikling og morfologisk udspredning for arterne.

Morfologi er i denne sammenhæng læren om kropsopbygningen i en organisme.

Resultaterne viser, at Pterosaurerne holdt sig meget konservativt, hvad angik deres udseende og størrelse, i cirka 70 millioner år, før de begyndte at eksperimentere med nye udviklingstræk.

»Pterosaurerne havde deres storhedstid for cirka 125 millioner år siden - akkurat på det tidspunkt, hvor der virkelig begyndte at komme mange og varierede fugle,« fortæller Marcello Ruta, en af vejlederne for Prentice og medforfatter på studiet, i en pressemeddelelse fra universitetet.

Aerodynamisk eller tillokkende?

Det var især ved hovedformen, at variationen viste sig, skriver forskerne.

Illustrationen, der afbilleder 9 forskellige arter, viser forskellen i kranierne hos Pterodactyloidea, som var den mest talrige og varierede undergruppe:

Nogle af arterne havde hovedpynt dannet alene af ben, mens andre havde hudmembraner over udvæksterne på næbbet eller baghovedet. Muligvis var membranerne meget farverige lige som nutidens fugle.

Hvorfor den fantasifulde hovedpynt blev udviklet, er svært at sige. Det har været foreslået, at formen gjorde øglerne mere aerodynamiske, men undersøgelser af kranierne i en vindtunnel i 2008 viste, at ingen af formerne gav specielle fordele for flyverne.

Forskerne tror derfor, pynten blev brugt til signalisering, måske i forbindelse med valg af mage.

Fra mini til kæmpe

Også næbbene blev meget forskellige, i takt med at pterosaurarterne specialiserede sig i en mere og mere konkurrencepræget verden.

Forskerne skriver i studiet, at nogle ser ud til at være blevet frøspisere, mens andre specialiserede sig i fiskejagt, hvor andre helt mistede tænderne.

Det var særlig i den tidlige Kridttid, at Pterosaurerne fandtes i allermest varierede arter.

Her levede for eksempel øglen Tapejara imperator, som spiste det, forskerne kalder en ”usædvanlig diet” bestående af frugt og fisk – i modsætning til de fleste andre Pterosaurer, som normalt kun spiste fisk.

I den senere Kridttid fandtes der også ekstremøgler: her levede de største kendte Pterosaurer; Hatzegopteryx thambema og Quetzalcoatlus, som begge sandsynligvis havde et vingefang på 10-12 meter.

I den anden ende af skalaen var arten Anurognathus, en lillebitte insektspiser fra sen Juratid med et vingefang på omkring 30 centimeter.

Uddøde med dinosaurerne

Katy Prentice har lavet studiet i samarbejde med blandt andet professor Michael J. Benton, og studiet er publiceret i Journal of Systematic Paleontology.

»En ny gruppe dyr eller planter vil normalt forsøge alle udviklingsalternativer ganske hurtigt, så vi forventede, at Pterosaurerne gjorde det samme,« fortæller Prentice i pressemeddelelsen.«

»Men det fantastiske er, at de ikke begyndte at udvikle sig ordentlig før efter, fuglene dukkede op,« siger hun.

Flyveøglerne forsvandt for omkring 65 millioner år siden - samtidigt med, at dinosaurerne blev udryddet.

Fra forskning.no. Oversat af: Mette Damsgaard

Arterne, som vises, er: A: Dimorphodon, B: Rhamphorhynchus, C: Coloborhynchus, D: Pteranodon, E: Pterodactylus, F: Pterodaustro, G: Dsungaripterus, H: Tupandactylus og I: Thalassodromeus. (Illustration: Mark Witton)