Hvordan gik det til, da man begyndte at eksperimentere med blodtransfusioner? Hvem fik først øje på bakterier? Hvad sker der, hvis man flyver med drage i tordenvejr?
Det og meget andet kan man blive klogere på ved at besøge et nyt website, der netop er lanceret af The Royal Society i England.
Til næste år har dette videnskabernes selskab nemlig eksisteret i 350 år, og det skal fejres - blandt andet med websitet Trailblazing.
60 fantastiske artikler
The Royal Society blev stiftet i 1660, og siden 1665 har forskere udvekslet viden via tidsskriftet Philosophical Transactions of the Royal Society.
Nu er 60 af de meste betydningsfulde, inspirerende eller bare pudsige artikler fra tidsskiftet kommet online, og det er der guf for alle, der interesserer sig for videnskab.
\ Fakta
VIDSTE DU
Royal Society hører til verdens absolut ældste videnskabelige selskaber. Ideen om et forum, hvor videnskabsmænd kunne udveksle erfaringer, blev efterhånden taget op i andre lande. Herhjemme blev Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab stiftet i 1742.
På websitets tidslinje bliver man præsenteret for nogle af historiens største opdagelser og videnskabsmændene bag - lige fra Isaac Newton til Stephen Hawking.
Lys, bakterier og lyn
Hvis man kan engelsk, kan man læse om Robert Hookes forsøg med blodtransfusioner i 1666, og man kan følge Newtons forsøg med lys i 1672.
I 1677 beskrev Antonie van Leeuwenhoek de 'små dyr', han med sit hjemmelavede mikroskop kunne se i en regndråbe - de første observationer af bakterier.
I 1752 skrev Benjamin Franklin om, hvordan han satte drage op i tordenvejr for at eftervise, at lyn er en elektrisk udladning. Og i 1954 beskrev Watson og Crick dna's struktur.

Og man kan blive ved - der er rigtig mange spændende historier. Se selv på websitet!

































