Ocean Photography Awards har uddelt priser til årets bedste, mest dramatiske, vigtigste, mest tankevækkende eller smukkeste fotografier af alt, der har med havet at gøre.
Målet med prisuddelingen er både at vise havets skønhed, og hvad der truer det vigtige økosystem.
Prisuddelingen byder på spektakulære billeder af fisk, skildpadder, hvaler og hajer såvel som surfere og dykkere. Vi har valgt nogle af de vindende og mest betagende billeder fra konkurrencen, der uddeler priser i otte kategorier.
Skildpadde omringet af fisk

Hovedkategorien til Ocean Photography Awards er ‘Photography of the Year’. Prisen bliver uddelt til det mest overvældende og smukke foto blandt alle billeder i hele konkurrencen.
Vinderbilledet viser en grøn havskildpadde, der er totalt omringet af indiske glasfisk. Skildpadden hører til en af fire arter, man kan finde ved Ningaloo Reef i Vestaustralien.
»Vi var i gang med at snorkle, da en af mine venner fra arbejdet ringede og fortalte, at der var en skildpadde i en fiskestime under en klippeafsats omkring 10 meter under vandet. Da jeg dykkede ned for at se skildpadden, svømmede fiskene perfekt i en cirkel rundt om skildpadden,« siger Aimee Jan til Ocean Photography Awards.
»Da jeg kom op til min kollega igen, kunne jeg fortælle, at jeg nok lige havde taget mit bedste billede nogensinde,« siger Aimee Jan, der lever af at være undervandsfotograf.
Et stumt skrig

Kerim Sabuncuoglu vandt prisen for årets ‘Conservation Photographer of the Year’. Den gives til den fotograf, som viser farerne, der truer havets liv og økosystem - eller som indgyder til håb og bedring - på den mest kraftfulde måde.
Fotografiet viser en død muræne, der er blevet kvalt af noget mistet fiskesnøre. Murænen har bidt sig fast i en skarp krog og har viklet sig ind snøren, mens den har forsøgt at slippe fri.
»Hver eneste rotation har langsomt kvalt det stakkels dyr mere og mere, indtil den ikke kunne trække vejret længere. Billedet viser et stumt skrig,« siger fotografen Kerim Sabuncuoglu til Ocean Photography Awards.
Surfer på Tahiti

Prisen i kategorien ‘Adventure’ gik i år til Ben Thouard for hans surferbillede ‘Full speed’. Den gives til den fotograf, der med størst succes viser vores arts forbindelse til og fascination af livet i og omkring havet.
Surferen på billedet hedder Matahi Drollet, og han surfer på en bølge ved Tahitis kyst.
»Jeg forsøgte at overføre energien fra bølgerne til fotografiet. Jeg brugte en langsom lukkertid til at skabe en effekt af bevægelse med sløringen. Hastighed er nøglen ved surfing, men at indfange fornemmelsen af hastighed i et billede er en stor udfordring. Jeg har skudt mange billeder ligesom det her, men det her er det bedste indtil videre,« siger Ben Thouard til Ocean Photography Awards.
En labyrint af skrøbelige formationer

Prisen i kategorien ‘Exploration’ bliver givet til den fotograf, der med størst dramatik formår at vise råheden i at udforske havet.
Prisen gik i år til Martin Broen for hans billede af en dykker i grotten, Cenote Dos Pisos i Mexico. Særligt de lange skygger, der bliver kastet af grottens formationer, bliver fremhævet i begrundelsen for, hvorfor netop dette billede har vundet.
»Fotoet fanger den magiske følelse ved at flyve igennem en labyrint af skrøbelige formationer, der går fra gulv til loft. Det er et unikt miljø, der tog tusinder af år at forme, og som kun er lyst op af det lys, som du selv skaber,« siger Martin Broen til Ocean Photography Awards.
Kejserpingviner holder varmen

Prisen i kategorien ‘Collective Portfolio Award’ gives til den fotograf, der gennem et større stykke arbejde - en portefølje af fotos - rammer dommerpanelet, og som potentielt kan være med til at skabe opmærksomhed om havets sundhed.
Vinderen i år er tyske Stefan Christmann med en serie billeder af en flok kejserpingviner. Et af billederne viser en kæmpe flok - både voksne og unger - der står i mindre grupper midt i en hærgende snestorm. Billedet er fra Antarktis ved Atka Bay.
Ocean Photography Awards har begrundet prisen til Stefan Christmann med, at hans billeder er poetiske og indeholder emotionelle historier om kontinentet ved verdens ende. Dertil viser han også, hvor smukt og samtidig skrøbeligt livet på polerne er.
En babyskildpaddes rejse

Hannah Le Leu har vundet prisen i kategorien ‘Young’, der gives til fotografer under 18 år, der på bedst måde kombinerer en form for ungdommelig nysgerrighed med havet.
Hun vandt prisen for sit billede af en nyudklækket, grøn havskildpadde, der forsigtigt søger mod vandoverfladen for at få luft, alt imens himlen er fyldt med sultne rovfugle.
»Mod alle odds må den her skildpadde kæmpe sig gennem en raserende storm, samtidig med at den skal undgå rovdyrene. De tropiske storm gjorde det svært at fange billedet, men det symboliserer perfekt mit budskab om den her tumultariske rejse, som alle babyskildpadder skal igennem, og hvorfor de kun har 1 til 1.000 chance for at overleve,« siger Hannah Le Leu til Ocean Photography Awards.
Hajfinne på linje med solnedgangen

Prisen ‘Female Fifty Fathoms’ uddeles til inspirerende kvinder i marinefotografernes branche og blev i år givet til Renee Capozzola.
Hun er en prisvindende undervandsfotograf, som tror på, at slående billeder kan være med til at øge opmærksomheden på vores skrøbelige marine- og økosystem.
På billedet kan man se en enlig sorttippet revhaj, hvis finne er helt på linje med solnedgangen i Mo’orea i Fransk Polynesien.
Kaskelothval blandt tang

James Ferrara var nomineret inden for kategorien ‘Adventure’ for hans billede af en kaskelothval, der svømmer blandt tang.
»Det er spændende at være tæt på en 40 tons tung, voksen kaskelothval, der svømmer forbi en. Boblesporet fra hvalens hoved er et bevis på dyrets fart og kræfter. Den lidt akavede elegance ved dens store hoved, bittesmå øjne og de ikke-proportionale finner er indrammet på en smuk måde af det sporadiske tang, der driver omkring i det caribiske havs strømme,« siger James Ferrara til Ocean Photograph Awards.
Du kan se flere betagende billeder fra konkurrencen her.

































