Havis i Arktis kan meget snart være fortid i sommerperioden.
Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
I studiet har man analyseret sedimentprøver fra havbunden i Lincolnhavet, der ligger nord for Grønland.
Prøverne viser, at havisen smeltede deroppe i sommermånederne for omkring 10.000 år siden. Og det skete ved et temperaturniveau, som meget snart kan være tilbage igen ifølge forskerne.
»Vores projekt har vist, at vi nu er meget tæt på det scenarie, og at temperaturen kun skal stige ganske lidt, før isen i området smelter,« siger Christof Pearce, adjunkt ved Institut for Geoscience på Aarhus Universitet, i pressemeddelelsen.
Hvis havisen i Lincolnhavet smelter, kan det få store konsekvenser for klimaet, skriver Aarhus Universitet i pressemeddelelsen. Det mørke hav optager nemlig ti gange så meget solenergi sammenlignet med isen, hvilket vil øge den globale opvarmning. Derfor er studiet endnu et wake-up call, da vi stadig kan nå at stoppe udviklingen.
»Vores data viser, at udviklingen kan vendes, og at vi kan nå at gøre noget ved det, hvis vi reducerer drivhusgasudledningerne og sætter ambitiøse politiske mål,« siger Henrieka Detlef, adjunkt ved Institut for Geoscience, Aarhus Universitet, i pressemeddelelsen.
Studiet fra Aarhus Universitet er lavet i samarbejde med Stockholms Universitet og U.S. Geological Survey.