En hedebølge i Grønland og en storm i Antarktis. Det stadig varmere klima fyrer i stigende grad op under denne slags vejrhændelser.
Men på trods af at der er tale om kortvarige hændelser, kan de have en meget langvarig effekt på verdens største iskapper og kan endda føre til, at forskellige 'tipping points' i polarområderne bliver overskredet.
Vi har netop udgivet forskning, der ser på disse pludselige forandringer i iskapperne, og hvilken indvirkning de kan få på det, vi ved om havniveaustigninger.
Mellem 28 og 100 centimeter inden år 2100
Ifølge FN's klimapanel, IPCC, lyder forudsigelserne, at det globale havniveau vil stige med mellem 28 centimeter og 100 centimeter inden år 2100. Og det er blot én af grundene til, at det er så vigtigt.
Det er et enormt spænd, 70 centimeters ekstra havniveaustigning vil få konsekvenser for millionvis af klodens indbyggere.
Denne usikkerhed skyldes til dels, at vi ganske enkelt ikke ved, om vi kommer til at begrænse vores CO2-udledning, eller om vi fortsætter ufortrødent med 'business as usual'.
Men selv om de mulige sociale og økonomiske forandringer er indregnet i ovenstående tal, erkender IPCC, at estimatet ikke tager højde for de dybt uvisse indlandsisprocesser.
Pludselige accelerationer
Der er to årsager til, at havet stiger:
- For det første udvider vandet sig en lille smule, i takt med at det bliver opvarmet. Denne proces er ansvarlig for omkring en tredjedel af den samlede forventede stigning i havniveauet.
- For det andet er verdens største iskapper i Antarktis og Grønland ved at smelte eller glide ud i havet. Fordi iskapperne og gletsjerne reagerer forholdsvis langsomt, vil også havet fortsætte med at stige i flere århundreder.
Forskerne har længe vidst, at der er risiko for en pludselig acceleration i den hastighed, isen går tabt fra Grønland og Antarktis, hvilket kan forårsage markant højere havniveaustigning: måske en meter eller mere på et århundrede.
\ Læs også
Når først denne proces starter, er den umulig at stoppe. Selvom der er stor usikkerhed om, hvor sandsynligt dette scenarie er, er der evidens for, at det skete for omkring 130.000 år siden, altså den seneste gang de globale temperaturer lignede dem, vi ser i dag. Vi kan ikke udelukke, at det vil ske.
Derfor har vi brug for en klarere forståelse af Antarktis' og Grønlands indlandsis for at forbedre forudsigelserne for havniveaustigningerne.
Vi skal især undersøge, om der er vejr- eller klimaforandringer, som vi allerede kan identificere, som kan føre til en brat stigning i hastigheden af tab af ismasse.
Vejret kan have effekt på langt sigt
Vores nye studie er publiceret i tidsskriftet Nature Reviews Earth & Environment. I studiet gennemgår et internationalt hold af 29 iskappeforskere evidens indsamlet fra observationsdata, geologiske registreringer og computermodelsimuleringer.
Vi fandt flere eksempler fra de seneste årtier, hvor 'vejrhændelser', en enkelt storm eller en hedebølge, har ført til afgørende langsigtede forandringer.
Indlandsisen er skabt af mange årtusinders snefald, som gradvist bliver presset sammen og flyder mod havet.
Indlandsisen reagerer ligesom gletsjerne på forandringer i atmosfæren og havet, når isen er i kontakt med havvand.
Vi skal koordinere indsamling og brug af mere forskelligartede data og viden
Disse forandringer kan finde sted i løbet af et par timer eller dage, eller de kan være langvarige forandringer, som finder sted i løbet af måneder til år eller endda tusinder af år.
Forskellige processer kan interagere med hinanden på forskellige tidsskalaer, så en gletsjer gradvist kan blive udtyndet og svækket, men stadig være stabil, indtil en brat kortvarig hændelse skubber den ud over kanten, så den kollapser.
Som følge af disse forskellige tidsskalaer er vi nødt til at koordinere indsamlingen og brugen af mere forskelligartede typer data og viden.
Ishylde forsvandt nærmest på en enkelt nat
Historisk set har vi altid forestillet os, at iskapperne bevæger sig langsomt med en forsinket respons på klimaforandringerne.
Men vores forskning fandt, at de enorme glaciale ismasser reagerer langt hurtigere og på mere uventede måder, i takt med at klimaet opvarmes. Faktisk med den samme hyppighed og intensitet som orkaner og hedebølger som følge af klimaforandringerne.
Jord- og satellitobservationer viser, at pludselige hedebølger og voldsomme storme kan have langvarig effekt på iskapperne.
For eksempel medførte en hedebølge i juli 2023, at 67 procent af overfladen på den grønlandske indlandsis på et tidspunkt smeltede, sammenlignet med omkring 20 procent for de gennemsnitlige forhold i juli.
I 2022 faldt der så meget og usædvanligt varm regn på Conger-ishylden i Antarktis, at den forsvandt nærmest på en enkelt nat.
Trækker lange skygger
Konsekvenserne af disse vejrhændelser trækker lange skygger.
Iskappernes respons på klimaopvarmningen er ikke simpel eller ensartet, når de smelter eller glider ud i havet. Forandringerne i iskapperne er i stedet præget af kortvarige ekstremer.
For eksempel kan korte perioder med afsmeltning i Grønland smelte langt mere is og sne, end den følgende vinter kan erstatte. Det katastrofale opbrud af ishylder langs den antarktiske kyst kan hurtigt fjerne langt større mængder is længere inde i landet.
Hvis vi ikke tager tilstrækkeligt hensyn til denne kortvarige variabilitet, risikerer vi at undervurdere, hvor meget is der vil gå tabt i fremtiden.
Hvad så nu?
Forskerne skal prioritere forskningen i indlandsisens variabilitet. Det betyder bedre indlandsis- og havovervågningssystemer, der kan fange konsekvenserne af korte, men ekstreme vejrhændelser fra nye satellitter såvel som feltdata.
Vi får også brug for bedre computermodeller af, hvordan iskapperne vil reagere på klimaforandringerne.
Heldigvis er der allerede flere lovende globale samarbejdsinitiativer.
Vi ved ikke, præcis hvor meget det globale havniveau kommer til at stige et par årtier forud, men større viden om iskapperne vil hjælpe med at finjustere vores forudsigelser.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Kilder
