Ude i skoven rumsterer en kæmpestor, menneskelignende, lodden dyreskikkelse, der går på to ben. Eller gør der?
Hundredvis af amerikanere indberetter hvert år observationer af Bigfoot, bedre kendt som den afskyelige snemand på disse breddegrader, men nu har forskere fundet en mere jordnær forklaring.
Det viser et nyt studie, skriver mediet ScienceAlert.
Floe Foxon, dataanalytiker, der står bag det nye studie, peger på, at det nok har været oprejste, amerikanske sortbjørne (Ursus americanus).
Den amerikanske sortbjørn er nemlig kendt for at rejse sig på sine bagben for at få en bedre udsigt, og det syn kan ligne en kæmpe, behåret, menneskelignende skikkelse.
Ved hjælp af dataanalyse undersøgte Foxon, om der var et overlap mellem bjørnenes levesteder og de steder, Bigfoot angiveligt var blevet set.
Foxon, der arbejder ved konsulentvirksomheden, Pinney Associates, som analyserer forskellige forhindringer for sundhedsvidenskab, brugte samme metode, som et tidligere forskerhold i 2005 havde benyttet. Hvor de havde begrænset sig til en del af nordvestamerika, omfattede hendes studie alle steder i USA og Canada, hvor der lever sortbjørne, og hvor der er en høj befolkningstæthed.
De fleste steder var der et stort sammenfald, men Foxon erkender også, at der er undtagelser. I Florida for eksempel er der hundredvis af årlige observationer, og staten har en lav bjørnebestand, men det mener Foxon dog kan forklares:
»Selvom det kan ses som bevis for, at der eksisterer en ukendt menneskeart i Nordamerika, kan en mulig forklaring være fejlagtig identifikation af dyr eller mennesker,« siger Floe Foxon, ifølge ScienceAlert.