Vervet-aber er en type marekatte, som lever i det sydlige Afrika og Østafrika. Disse aber lever i flokke med social rangorden. Hver flok har en alfahan og en alfahun, som ofte har forret til den bedste mad.
I et eksperiment blev abernes rangorden udfordret.
En hun, der som udgangspunkt stod langt nede på rangstigen, blev af forskerne trænet til at åbne en lille kasse med frugt.
Lækre sager var forbeholdt underabe
I hele flokken var det kun den hunabe, der kunne åbne låget på kassen.
Uden hende kunne ingen i flokken få fat i de lækre sager, som var bidder af æbler eller konserverede abrikoser og fersken.
Glasvægge gjorde, at alle aberne i flokken kunne se indholdet. De kunne også mærke lugten af frugterne.
Den underordnede hunabe ville imidlertid ikke åbne låget, så længe de aber, som var over hende på rangstigen, var i nærheden. Hun vidste, at hvis hun gjorde det, så ville alfaaberne og deres sergenter snuppe al frugten med et snuptag.
Måtte holde sig på 10 meters afstand
Derfor måtte alfaaberne lære sig selv at trække sig væk og holde sig på afstand af den lokkende frugt. De næstkommanderende i flokken skulle også lære det.
I praksis udgjorde den nødvendige afstand mindst 10 meter. Denne afstand repræsenterede det, som forskerne kalder en 'forbudt cirkel', som de højtrangerede ikke kunne gå indenfor.
Gennem gentagne forsøg lærte alfaaberne til sidst at holde sig væk.
Med alfaaberne og alle andre overordnede på god afstand, valgte den underordnede hun at åbne låget.
Ikke brug for mange sekunders forspring
Når låget først var taget af, satte alfaaberne af mod frugtkassen og sikrede sig deres del af indholdet.
Men da aben, som åbnede låget, havde et par sekunders forspring, kunne hun sikre sig et par velfortjente frugtstykker, før hun måtte trække sig væk.
Det hører med til historien, at vervet-aber kan lagre mad i udposninger i deres kinder og derfor ikke har brug for så mange sekunder med frugtfadet, før frokosten er sikret.
Brugte forhåndenværende problemløsningsevner
»Vervet-aberne viser os, at tolerance over for gruppemedlemmer og tålmodighed, mens andre lærer, hvordan de kan forbedre sig individuelt, kan føre os langt med at løse samarbejdsopgaver,« siger Ronald Noë, professor i psykologi ved University of Strasbourg i Frankrig, i en pressemeddelelse.
Ronald Noë er en af forskerne bag studiet. Han siger, at denne opgave er baseret på brug af de samme evner til problemløsning, som dem abeflokken i forvejen tager i brug til andre formål.
For alfaaberne var det en udfordring at skulle trække sig tilbage og stå i kø. Men i forsøg i tre forskellige grupper, lærte de til sidst noget om tilbageholdenhed.
Løste problemet uden socialt pres
Lærdommen sad fast, også da forsøgene blev genoptaget efter en seks måneders pause.
Forsøgene blev foretaget på to fritlevende grupper af aber i Sydafrika og på én gruppe aber i fangenskab i Frankrig.
Aberne løste problemet individuelt uden socialt pres fra de højest rangerede mod dem, der var lavere placeret på rangstigen.
Sprog og anden kommunikation er altså ikke altid nødvendigt for at løse problemet med, hvordan sociale grupper kan samarbejde.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
