Forskere har fundet naturligt mumificerede rester af geparder i huler beliggende i det nordlige Saudi-Arabien nær byen Arar.
Det skriver Phys.org på baggrund af en ny forskningsartikel publiceret i tidsskriftet Communications Earth and Environment.
Resterne fra geparderne, som forskerne har fundet, er mellem 130 og 1.800 år gamle, hvoraf 7 af geparderne var mumificerede og lå sammen med knoglerne fra i alt 54 andre geparder.

Mumificeringen har forhindret forrådnelsesprocessen og har dermed været med til at bevare gepardernes jordiske rester.
Det betyder, at gepardmumierne har udtørrede øjne og skrumpede lemmer, der ligner udtørrede skaller.

»Det er noget, jeg aldrig har set før,« fortæller Joan Madurell-Malapeira fra universitetet i Firenze i Italien, der ikke selv har været involveret i opdagelsen.
Normalt leder mumier og mumificering tankerne hen mod det gamle Egypten, men processen kan også opstå naturligt på steder med gletsjeris, moseslam eller ørkensand, hvor sidstnævnte nok har gjort sig gældende i dette tilfælde.

Præcis hvordan, mumificeringen har fundet sted, ved forskerne desværre ikke. De vurderer dog, at hulernes tørre forhold og stabile temperaturer kan have spillet en rolle.
Forskerne ved heller ikke, hvorfor der var så mange geparder i hulerne, men antyder at det kan være et hulested, hvor geparderne fødte og opfostrede deres afkom.
Geparder var engang over det meste af Afrika og dele af Asien, men lever nu kun i ni procent af deres tidligere udbredelsesområder. De er heller ikke blevet observeret på den arabiske halvø i årtier.
Det skyldes formentlig tab af levesteder, ureguleret jagt og manglen på byttedyr.

































