Ålegræssygen genbesøgt: Hvorfor blev næsten alt Europas ålegræs udslettet i 1930’erne?

I somrene 1931-1933 døde 90 procent af ålegræsbestandene langs Danmarks, Europas og USA’s kyster til Atlanterhavet.

Ålegræs er en undervandsplante med 50-100 centimeter lange blade, som gror langs kysterne i fint grus, sand eller mudder på dybder ned til omkring fem meter. Ålegræsset er vigtigt, fordi det giver beskyttelse til et hav af forskellige dyr.

Men årene i starten af 1930’erne var katastrofale for de vigtige planter.

Bladene fik nemlig sorte pletter, som bredte sig, så først bladene og senere rødderne døde. Vidtstrakte ålegræsenge forsvandt, og døde planter lå i metertykke opskyl på strandene.

Omfattende økologisk katastrofe

Den danske svampeekspert Henning Petersen tilskrev sygdommen en slimsvamp af slægten Labyrinthula, som var særlig talrig i de syge blade. Svampen kunne dog også påvises i lavt tal i friske grønne blade uden tegn på sygdom.

Svampen fandtes også i gamle blade, som henfaldt helt naturligt. Så var Labyrinthula i virkeligheden årsag til massedøden?

Det spørgsmål kunne ikke endeligt besvares med datidens metoder og er stadig ikke endeligt afklaret i dag.

Den økologiske katastrofes omfang var til gengæld åbenbar. Før udbruddet dækkede ålegræs ca. 7.000 km² i brede bælter langs Danmarks kyster, hvilket svarer til 1/6 af hele landarealet. Efter udbruddet var der blot 600 km² tilbage.

Amerikanske forskere arbejder på højtryk på at blive klogere på sygdommen, som nu igen hærger de amerikanske kyster.

Ålegræs er vigtigt for fisk krebsdyr og snegle

Ål og tangnål levede i massevis sammen med krebsdyr og snegle i ålegræsengene, som gav beskyttelse og udgjorde et kæmpe spisekammer for fiskeyngel.

Ålegræsbestandene består af en enkelt planteart, så der var ingen andre arter til at tage over, da den forsvandt. Bølgerne, som tidligere var blevet dæmpet af ålegræsbestandene, fik nu frit spil, så de gnavede af kysten, og det lave vand med blød bund blev afløst af dybere vand med sten tæt på land, mens det fine materiale blev flyttet ud på dybere vand.

Ålegræsenge fyldt med smådyr og fisk blev afløst af bar sandbund med langt færre dyr.

Men udviklingen vendte kortvarigt. Da ålegræsset langsomt kom sig i 1940-1960, aftog interessen for årsagerne til ålegræssygen.

I 1973 fik debatten en renæssance, da ålegræssets historiske udvikling indgik i marinbiologen Erik Rasmussens disputats om Isefjordens dyreliv.

Rasmussen genoplivede debatten ved at foreslå, at ålegræssygen slet ikke var en sygdom, men istedet kunne tilskrives særligt varme somre helt i tråd med klimadebatten nu om dage. Forslaget blev mødt med skepsis, da det ikke stemte overens med den gradvise spredning af sygdommen inde i ålegræsbestandene og fra den ene bestand til den næste.

Det tydede mere på overførsel af sygdomskim (mikroorganismer, der fremkalder sygdomme hos planter eller dyr) i stedet for høje temperaturer, som påvirker alle individer samtidigt.

LÆS OGSÅ: Dansk ålegræs eminent til at forhindre CO2-udslip

Højere temperaturer spillede sandsynligvis en rolle

At planterne overlevede i de indre fjorde, som normalt har lavere vand og højere temperaturer, passede heller ikke til hypotesen om, at temperaturen alene var skyld i planternes død. Temperaturen spillede dog sandsynligvis en rolle, da ålegræsset især døde om sommeren ved høje temperaturer.

Men det kunne jo skyldes, at slimsvampen trives bedre ved højere temperaturer.

Der stod sagen så indtil 1980’erne, da adskillige områder langs USA's østkyst igen blev ramt af ålegræssyge.

Nu var der flere forskere og bedre metoder til at klarlægge årsagerne. Det lykkedes at isolere en sygdomsfremkaldende slimsvamp med navnet Labyrinthula zosterae, som i forsøg kunne smitte friske ålegræsblade, så cellerne blev invaderet og ødelagt af slimsvampen, og hele planten døde.

Sygdommen kunne brede sig fra celle til nabocelle med op til to centimeter om dagen, så de ældste blade, som typisk bliver to måneder gamle og 50-100 centimeter lange, blev angrebet og døde i hele deres længde, mens unge blade var mindre påvirkede.

LÆS OGSÅ: Ålegræs er en undersøisk tidslomme for arkæologiske skatte

Stadig svært at finde årsagen til sygdommen

Det kom også frem, at svampen havde det bedre i vand, der var meget salt – i forhold til vand, der ikke var så salt. Det passer godt med sygdommens udvikling i Danmark i 1930’erne.

I Danmark døde bestandene nemlig i Kattegat, Limfjorden og alle fjorde med høj saltholdighed, mens bestandene overlevede i fjorde og kystvande med lav saltholdighed.

At udrede sygdommen (altså finde ud af, hvad der er skyld i den) er fortsat svært, fordi der findes et sammensurium af bakterier og svampe på ålegræsset, som på alle arter i naturen.

Der fandtes også andre slimsvampe i slægten Labyrinthula, som ikke fremkaldte celledød, men optræder som mere stilfærdige nedbrydere af dødt ålegræs.

Man behøver ikke at være overrasket.

Vi kender fra os selv, at visse typer af bakterier, svampe og virus skaber alvorlige sygdomme, hvorimod vores immunsystem gør os modstandsdygtig over for andre typer.

Så 1930’ernes ålegræssyge kan måske også bare skyldes, at der kom en særligt aggressiv Labyrinthula zosterae-type.

LÆS OGSÅ: Her er de fire største trusler mod havmiljøet

Varme somre er hårde for ålegræs

De senere års forskning har vist, at høje temperaturer over 23-24 grader øger udgifterne til at vedligeholde ålegræssets væv. Varme skaber et stofmæssigt underskud, der udsulter planten.

Studier fra Virginia langs USA’s østkyst afslører, at varme somre fører til tilbagegang eller uddøen af ålegræs.

Plantebestandene breder sig, når temperaturen holder sig under 23-24 grader, mens de i stigende grad går tilbage ved temperaturer over denne grænse. I forsøg dør planterne ved 30 grader, er hæmmede ved 26 grader og har det fint ved 22 grader.

De stigende sommertemperaturer herhjemme stresser sandsynligvis også planterne.

Vandtemperaturen i de åbne kystvande nåede 23 grader under sidste sommers hedebølge, og ved ålegræsset på lavt vand har det været endnu varmere.

Det er os bekendt ikke undersøgt om hedebølgen skulle have ført til øget ålegræsdød som i USA eller nye udbrud af ålegræssygen.

Undersøgelser af Labyrinthula zosterae har ikke påvist sygelighed i de europæiske ålegræsbestande, hvor slimsvampen ellers er vidt udbredt, men forekommer i lavt antal i dag.

Det er derfor muligt, at de europæiske bestande, som har udviklet sig efter ålegræssygen, har opnået en betydelig immunitet mod sygdommen.

Ålegræssygen breder sig igen i USA

I de seneste år er ålegræssygen dukket op i stor stil langs USA’s stillehavskyst, som ikke blev ramt i 1930’erne.

Også her tilskrives sygdommen en type af Labyrinthula zosterae. Men ikke alle typer af denne slimsvamp fremkalder sygdom, ligesom visse ålegræsbestande er mere modstandsdygtige mod sygdommen end andre.

Denne kompleksitet forsøger en større forskergruppe, som gik i gang i efteråret 2018, at