Tøjdesigner Ruth Harkness var en del af det fashionable New York i 1930’erne. Men ud over nyde storbyens fester og sin succes som designer, havde hun en anden passion. Hun tørstede efter spænding, hvilket i 1935 fik hende til at forlade det hektiske byliv og rejse til Kina for at lede efter en kæmpe panda, som kun ganske få vesterlændinge dengang havde set. Harkness drømte om at være den første til at fange en levende panda og at tage den med hjem til USA. Ruth Harkness finansierede rejsen med midler, som hun havde arvet efter sin afdøde mand. Mens han levede, var han en berømt opdagelsesrejsende, der i årevis havde rejse Kina tyndt i jagten på en kæmpe panda. Da han døde, fik Ruth trang til at fortsætte hans eventyr.
Trodser intens varme og tæt tåge
Da Ruth ankommer til Kina, slår hun sig sammen med den unge kinesisk universitetsstuderende Quentin Young, der havde en del erfaring med at rejse i Kinas mere ufremkommelige egne, og sammen tilbagelagde de omkring 2000 km i det tibetanske højland. De gik ca. 50 km til fods hver dag og kom længere og længere ind i vildnisset i de barske bjerge, hvor de nærmest ikke kunne se en hånd for sig på grund af en tæt tåge. Varmen var så intens, at sveden drev af dem, men de nåede helskindede frem til deres destination.
Får fat i en babypanda
I begyndelsen af november 1936 slog de lejr midt i det område, der blandt kinesere var kendt som ‘pandaland’, og Ruth og Young, der i mellemtiden var blevet kærester, begyndte at holde udkig efter pandaer. Allerede efter et par dage fik de øje på en babypanda, der luntede alene gennem krattet, og det var ingen sag at få den indfanget. Dyret, som de kaldte Su-Lin efter Youngs svigerinde, blev under stort medieståhej fragtet til USA, hvor Ruth Harkness stolt og glad fremviste det for offentligheden. Ikke et øje var tørt, for den bløde bamse var ikke i et bur, men sad tillidsfuldt og puttede sig i hendes favn. Ruth Harkness forærede pandaen til Brookfield Zoo i Chicago, hvor det tiltrak flere besøgende end noget andet dyr i den zoologiske haves historie. Harkness fik så stor en kærlighed til kæmpepandaerne, at hun hentede endnu et eksemplar fra Kina til USA inden hendes død den 20. juli 1947.