Ukendt planet fundet tæt på Jorden
En planet på størrelse med Jorden er blevet fundet 39 lysår væk fra vores egen planet. Fordi planeten er så tæt på, giver den unikke muligheder for at få ny viden om andre planeter.

39 lysår kan lyde som frygtelig langt væk. Men i astronomiske termer er det nærmest bare en kort lille smuttur – især når turen går til en helt nyopdaget planet.

Forskere har døbt planeten GJ 1132b, og de beskriver deres nye fund som den mest nærliggende exoplanet på størrelse med Jorden, der hidtil er blevet fundet.

»Det er rigtig spændende, for jo tættere en planet er på Jorden, des nemmere er det at studere den og lære noget om dens egenskaber,« siger Jørgen Christensen-Dalsgaard, som er professor ved Stellar Astrophysics Centre ved Aarhus Universitet.

Jordens nye 'nabo'

GJ 1132b er en såkaldt exoplanet – det vil sige en planet, som kredser om en anden stjerne end Solen.

I de senere år har især rumteleskopet Kepler gjort det muligt at finde massevis af exoplaneter, og i dag kendes der knap 2.000 exoplaneter. Alligevel er det nye fund noget særligt, mener Jørgen Christensen-Dalsgaard.

Den ukendte planet er blevet fundet med en række af teleskoper, som står i bjergene i Chile - det såkaldte The MEarth-South telescope. Teleskoperne har studeret nattehimlen og fundet planeten omkring den svagtlysende stjerne Gliese 1132. (Foto: Jonathan Irwin/MIT)

»De exoplaneter, vi har fundet med Kepler, har typiske været omkring flere hundrede lysår væk. Det betyder, at det er meget svært at studere eksempelvis deres atmosfære. Men det vil man kunne gøre med denne her nye planet. Det giver os mulighed for at lære mere om, hvordan planeter er dannet og har udviklet sig« fortæller Jørgen Christensen-Dalsgaard, som selv har været involveret i Kepler-missionen.

Den nye planet er ikke fundet med et teleskop som Kepler, der flyver rundt i rummet, men derimod med en række af teleskoper, som står placeret i Chiles bjerge – ved MEarth-South Observatory.

Kan ses som et dyk i lyset

Stjernen, som GJ 1132b kredser rundt omkring, er meget svagtlysende og meget mindre end Jordens egen stjerne Solen.

Når forskerne skal studere GJ 1132b, vil de hverken kunne selve planeten eller dens eventuelle atmosfære direkte. De ser derimod et ’dyk’ i lyset fra stjernen, når planeten kredser ind foran den.

»Måden, man gør det på, er ved at se på lyset fra stjernen, når planeten passerer hen forbi den. Noget af lyset skinner igennem planetens atmosfære, og derfor vil man kunne se fingeraftryk af stofferne i atmosfæren – man laver det, vi kalder et spektrum af lyset. I spektrummet kan man se, hvad planetens atmosfære består af, og det giver også en god indikation af, hvad planeten består af,« fortæller Jørgen Christensen-Dalsgaard.

Fakta

Forskere har netop fundet en hidtil ukendt planet og døbt den GJ 1132b.

GJ 1132b kredser rundt om en lille stjerne - en såkaldt rød dværg-stjerne - ved navn 'Gliese 1132'.

'Gliese 1132' radius er kun omkring 21 procent af Solens radius, og den lyser meget svagere end Solen.

Alligevel er GJ 1132b så tæt på sin stjerne, at den modtager omkring 19 gange så meget stråling fra sin stjerne end Jorden gør.

GJ 1132b er for varm til at være beboelig men kold nok til at potentielt set at kunne have en atmosfære - dog formentlig uden ilt.

Kilder: Nature

Den nyfundne planet er godt nok på størrelse med Jorden, men allerede nu kan forskerne sige, at den formentlig er for varm til at kunne huse liv, som vi kender det – gennemsnitstemperaturen er beregnet til at være omkring 227 graders celsius.

»Den er ikke rigtig beboelig. Der er lovlig varmt på overfladen til, at man vil kunne bo der, fordi planeten befinder sig for tæt på sin stjerne,« fortæller Jørgen Christensen-Dalsgaard, som ikke har været involveret i opdagelsen af planeten.

Klippefyldt og lidt større end Jorden

Det er blandt andet forskere fra det amerikanske universitet MIT, som står bag fundet af planeten, som er offentliggjort i det prestigefyldte videnskabelige tidsskrift Nature.

Forskerne mener, at GJ 1132b består af klipper. Planeten er 16 procent større i diameter end Jorden og har nogenlunde samme massefylde, hvilket ifølge forskerne tyder på, at den har en klippefyldt overflade og en kerne af jern.

Selvom forskerne mener, at planeten er for varm til at være beboelig eller have flydende vand på overfladen, påpeger forskerne, at GJ 1132b alligevel er koldere end andre klippefyldte exoplaneter, som kendes.

»Denne planet er kold nok til, at den kan bevare en atmosfære. Så vi tror denne planet formentlig stadig har en betydelig atmosfære i sin nuværende tilstand,« siger Zachory Berta-Thompson, som er postdoc ved MIT’s Kavli Institute for Astrophysics and Space Research i en pressemeddelelse.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.