Med fossilt DNA fra over 160 fortidige arktiske individer har et danskledet internationalt forskningsprojekt kortlagt befolkningshistorien i et af klodens mest barske og fascinerende områder - de frosne vidder fra Alaska til Grønland.

Det enorme landområde var uberørt af mennesker indtil for ca. 6000 år siden, men selvom det var det sidste område, menneskeheden koloniserede, har befolkningshistorien været omdiskuteret i næsten et århundrede.

Nu kortlægger forskerne hele befolkningshistorien ved at sammenligne arvematerialet fra fortidsfund med nulevende menneskers DNA.

»Det er det største palæogenetiske studie af sin slags, der hidtil er offentliggjort,« siger ph.d. Maanasa Raghavan fra Center for Geogenetik ved Københavns Universitet, som har ledet studiet sammen med professor Eske Willerslev fra Københavns Universitets Center for Geogenetik.

»Studiets omfang og raffinement giver en værdifuld ny indgang til at forstå de arktiske befolkningers historie,« skriver antropologen Robert W. Park fra University of Waterloo, Canada, i en perspektiverende artikel i det højt ansete videnskabelige tidsskrift Science, hvor forskningen netop er offentliggjort.

Studiet løfter sløret for en imponerende detaljeret og enestående befolkningshistorie, som også rummer adskillige gedigne overraskelser.

Svarer til at rejse tilbage i tiden og samle DNA

Forskningen springer ud af Willerslevs laboratorium, der de seneste år har været førende inden for fossil genetik, som er kortlægningen af oprindeligt DNA fra årtusinder gamle levn.

I 2010 satte de en milepæl med verdens første genom fra et fortidsmenneske - en 4.000 år gammel 'palæo-eskimo' fra Grønland.

Nu er teknologierne modnet så meget, at det er blevet muligt at kortlægge adskillige fossile genomer, hvilket betyder, at man nu kan studere hele befolkningers slægtskaber og genetiske bevægelser over tid og sted i forhistorien. Det er næsten som at kunne rejse tilbage i tiden og tage kindskrab til faderskabstest fra de døde.

26 fulde, fossile genomer

For at kortlægge de arktiske folks forhistorie, gennemtrawler forskerne alt, hvad de kan finde af menneskehår, -tænder og -knogler fra samlinger i Grønland, Alaska, Canada og Sibirien.

Det kunne lyde enkelt, men »menneskelige levn er meget sjældne, fordi man har meget få gravlægninger,« siger direktør for Statens Naturhistoriske Museum, Morten Meldgaard, som også er med på studiet.

Det lykkedes at opdrive og kortlægge DNA fra 169 menneskelige levn, hvoraf hele 26 er fulde genomer. Dem holder de op mod andre syv genomer fra nulevende mennesker i området - både inuitter, sibirske folk og nordamerikanske indianere - for også at relatere de forhistoriske levn til nutidige mennesker. (Foto: Jette Bang Photos/Arktisk Institut)

Det lykkedes at opdrive og kortlægge DNA fra 169 menneskelige levn, hvoraf hele 26 er fulde genomer.

Dem holder de op mod syv andre genomer fra nulevende mennesker i området - både inuitter, sibirske folk og nordamerikanske indianere - for også at relatere de forhistoriske levn til nutidige mennesker. 

I Arktis flytter ideer, ikke mennesker

Analysen tegner helt kort sagt et billede af, at Arktis blev koloniseret i to omgange fra forskellige folkegrupper i Sibirien - 'palæo-eskimoerne' ankom for ca. 6000 år siden og levede, frem til Thule-kulturen ankom og erstattede dem.

Men det overraskende er, at DNA-prøverne afslører, at alle de forskellige palæo-eskimo kulturer faktisk er de samme mennesker. Man har ellers ment, at nogle af kulturerne i virkeligheden var opstået som blandinger med nordamerikanske indianere.

Men de genetiske data viser, at den oprindelige gruppe formåede at overleve i mere end 4.000 år i det ekstreme miljø og udvikle sin levevis og kultur undervejs. De skiftede fra at være primært landjægere af rensdyr- og moskusokse-jægere til marine jægere af sæler og hvalros, og det er afspejlet i så stort et arkæologisk skift i redskabskulturen, at man hidtil har ment, at der var tale om forskellige befolkningsgrupper.

»Det er en meget væsentlig konklusion, der viser, at det kan være superfarligt at bruge redskaber som indikation for forskellige folkegrupper,« siger Eske Willerslev.

Billedet er enestående og stik modsat det, man for eksempel kender i Europa med skiftet fra jæger-samler til agerbruger. Her har de seneste års forskning vist, at kulturskiftet er knyttet til et skifte i folkegrupper, hvor bønder spredtes og erstattede de eksisterende folk.

»Men i Arktis ændrer kulturen sig ved, at idéer og ikke mennesker spredes,« siger Rhagavan.

Aha! Derfor så palæo-eskimoen indavlet ud

Overraskelserne er langt fra ovre. Når forskerne ser på mitokondrie-DNA'et (der skiller sig ud ved at følge den kvindelige linje), finder de kun den samme genetisk markør (haplotype), som bæres af samtlige palæo-eskimoer gennem tiden.

»Jeg har aldrig set noget lignende i nogen befolkning i verden,« siger Eske Willerslev og fortsætter:

»Det ligner fuldstændig sådan en arktisk Eva, hvor én dame krydsede, og så har de formeret sig op til at blive en population, som har dækket de kæmpe arealer Alaska, Canada og Grønland.«

Men de genetiske data viser, at den oprindelige gruppe formår at overleve i mere end 4.000 år i det ekstreme miljø og udvikle sin levevis og kultur undervejs. (Foto: Carsten Egevang)

Han siger, at det også kan forklare, hvorfor palæo-eskimoen fra 2010 så indavlet ud.

'Arktis' hobbitter' var et sært og konservativt folk

Og netop når forskerne studerer arvematerialerne for at finde spor efter møder med andre, finder de endnu en overraskelse:

Det ser ud til, at palæo-eskimoerne har været fuldstændig genetisk isolerede. Med andre ord at de ikke på noget tidspunkt har haft sex med andre folk end deres egen grundstamme.

»Det er helt vildt overraskende for mig, at man har mennesker, som dækker så stort et område og er naboer til indianere over tusindvis af år, og så går de bare rundt og er indavlede. Det havde jeg aldrig forventet,« siger Eske Willerslev.

Der er heller ingen spor af blanding med den senere Thule-kultur eller med de vikinger, som når Amerika, hvor forskere ellers mener, der har været en del handel.

»Jeg tror, det hænger sammen med, at de havde så fuldstændig forskellige tankesæt - deres religion var forskellig, deres ressourcer var forskellige osv.,« siger dr. William Fitzhugh fra Smithsonian Institution i Wahington, USA, der er specialist i de arktiske kulturer.

Han peger også på, at palæo-eskimoernes livstil og forhold til dyrene og naturen har balanceret på en knivsæg, så de har skullet være meget forsigtige med at tage nye ideer, ritualer, materialer osv. til sig.

»For sjov kalder jeg dem Arktis' hobbitter, fordi de var et meget sært og konservativt folk, som vi kun lige er begyndt at lære at kende,« siger han. 

Myter om reliktfolk aflives

Desværre er der ikke længere nogen palæo-eskimo tilbage at spørge, for de sidste forsvandt for 700-800 år siden.

Nogle forskere har peget på isolerede lommer af folk i Hudson Bay og i Grønland som mulige reliktbefolkninger, som overlevede frem til sidste århundrede.

Men med det fossile DNA kan forskerne nu vise, at der er tale om Thule-kulturen - inuitter - som har skiftet livsstil til noget, der minder om palæo-eskimoernes.

Eskimoer kunne slet ikke matche Thule-kulturen

Et stort spørgsmål nu er, hvorfor palæo-eskimoerne forsvandt efter over 4.000 år. En oplagt mulighed er, at det hænger sammen med Thule-kulturens ankomst, hvilket stemmer nogenlunde tidsmæssigt.

Modsat palæo-eskimoerne var Thule-kulturen fra start marin, og de krydsede Beringstrædet med både kajakker og store umiakker (konebåde).

De var ifølge Fitzhugh helt anderledes organiseret socialt og boede i store landsbyer mod palæo-eskimoernes små beboelser med 20-30 indbyggere. De jagede store hvaler som de første i verden og hvalbesætningen havde nærmest militær organisation. De medbragte buer, hunde, hundeslæder, bor og en række nye teknologier, som gav dem store fordele.

»Palæo-eskimoerne kunne slet ikke matche Thule-maskinen socialt og økonomisk, og de spredtes fra Alaska til Grønland på mindre end 100 år,« siger William Fitzhugh.

»Et forhistorisk arktisk folkemord kan være en mulighed en anden kan være sygdomme enten fra Thule-kulturen eller vikingerne.«

Studiet åbner nyt kapitel

Ingen af forklaringer kan dog underbygges - for eksempel fortæller Thule-folkets overleveringer ikke om aggression, men om et sky folk 'Tunit' af høje mennesker.

»Med en dødelig sygdom skulle man forvente at finde ligene af palæo-eskimoerne liggende i deres huse, men det har man ikke,« siger Fitzhugh.

De genetiske spor kan til gengæld vise, at de ikke blev opslugt af Thule-kulturen, og faktisk forsvinder totalt genetisk set. Det er slående i betragtning af, at selv neandertalerne lever videre i en vis forstand som en smule genetisk levn i nulevende mennesker.

»Det er jo vildt underligt, at en hel befolkningsgruppe, som har dækket enorme landmasser indtil for få hundrede år siden, pludselig forsvinder fuldstændig og aldeles fra halvdelen af den nordlige halvkugle,« siger Eske Willerslev.

Så mens forskerne nu har kortlagt palæo-eskimoernes oprindelse står deres hurtige undergang efter mere end 4.000 år tilbage som en af de store gåder.

»Selvom studiet er omfattende, er det blot begyndelsen på et nyt kapital de arktiske folks genetiske historie,« siger William Fitzhugh.